Hildegard af Bingen (1098-1179)
var en af højmiddelalderens største kapaciteter inden for teologi, lægekunst, naturvidenskab og politik - og samtidig var hun digter og komponist.

På Disibodenberg i Rhinlandet ligger endnu i dag ruinerne af et stort gammelt benediktinerkloster. Her fejrede man på Allehelgensdag i året 1106 en dobbelt fest. Anledningen var, at den fromme ridder Hildebert af Bermesheim og hans hustru Mecthild overgav deres lille datter Hildegard til kirken. Hun var nummmer 10 i søskendeflokken, og det var dengang ikke ualmindeligt også at give tiende af sine børn. Forældrene havde dog endnu en grund til at mene, at deres datter var bestemt til et helligt liv: Hun var synsk og havde ofte fortalt om, at Gud viste hende store og forunderlige ting, som hun ikke kunne forstå, og som forældre og amme heller ikke kunne fatte. Hun skulle siden blive en af kristenhedens store mystikere med et profetisk kald til reform og renselse af kirken.

I klostret voksede hun op under kærlig omsorg og vejledning af den unge Jutta von Spanheim og fik en klosterlig opdragelse og uddannelse af ordenspræsten Volmar. Visioner på skrift

Hildegard blev en af højmiddelalderens mest betydningsfulde personligheder. I 1147 blev hendes profetier forelagt en kirkelig synode indkaldt af Paven, Eugen III, der havde samlet Europas største teologiske kapaciteter. Konklusionen på kirkemødet blev, at Paven “på Kristi og den hellige Peters vegne pålagde hende at nedskrive og offentliggøre alt, hvad hun modtog i sine åbenbaringer.” Hildegard var dermed officielt af Kirken blevet udråbt som profet og fik da også tilnavnet “Profetissa teutonica”.

Til trods for, at hun var kvinde og nonne, blev hun anset for at være en af tidens største kapaciteter inden for såvel teologi som lægekunst, naturvidenskab og politik, samtidig med, at hun var digter og komponist. I store folianter har hun nedskrevet sine visioner: Mange, mange hundrede pergamentsider illustreret med farvestrålende billeder om verdens skabelse, menneskets synd og nød, Kirkens forfald, Kristus som verdens Forløser og om Kristi genkomst og de sidste tider.

Gejstlige og lægfolk, konger og kejsere kom rejsende til hende fra hele Europa, eller de spurgte hende skriftligt til råds om politik, om sundhedsproblemer og især om teologiske og etiske spørgsmå l. Næsten 400 breve er bevaret, bl.a. fra kejser Frederik Barbarossa, Eleonora af Aquitanien og abbed Bernhard af Clairvaux. Også til danske ordensfolk har hun sendt breve med vejledning og gode råd, således bl.a. til abbeden på Esrum Kloster.

Mod kirkens fjender
Hun grundlagde som abbedisse to nye benediktinernonneklostre: Det første på Rupertsberg ved Bingen (1150) og det andet på den anden side af Rhinen i Eibingen ved Rüdesheim (1165). Her ligger den dag i dag et stort og blomstrende kloster, Abtei St. Hildegard, som nu er centrum for en omfattende Hildegard-forskning.

På sine gamle dage fik hun i sine visioner den opgave at drage ud og holde offentlige tordentaler mod Kirkens ydre og indre fjender: Mod gnostiske kættere, som udefra underminerede den kristne tro, og mod de præster og lægfolk, som indefra nedbrød Kirken med verdsliggørelse og forfladigelse; for i det 12. århundrede havde store sociale forandringer efterhånden bragt opbrud på mange felter, også i folks tankemønstre og adfærd. Verdsliggørelsen bredte sig, og det enkelte menneske følte i stigende grad trang til at anskue verden og tilværelsen ud fra en subjektiv, spiritualistisk eller materialistisk målestok. Mange begyndte derfor at finde Kirkens guddommelige målestok alt for konservativ og autoritær: De gnostiske kættere mente således, at de skulle finde Gud i deres eget indre ved selvudvikling gennem meditation og askese, og at de derfor slet ikke behøvede Kirken og sakramenterne. Jesus var ganske vist et stort forbillede til efterfølgelse, mente gnostikerne, men ikke Guds fysiske, kødelige søn - en opfattelse, som i dag stadig er levende i mange nyreligiøse bevægelser.

Guds store frelseplan
Mange af Kirkens egne folk mente til gengæld, at kravet om et liv i hellighed i Kristi efterfølgelse var alt for radikalt, og at man ikke behøvede at tage det så alvorligt. Vellevned og verdsliggørelse bredte sig derfor hos såvel gejstlige som lægfolk, ligesom respektløsheden for de hellige mysterier og Kirkens teologiske autoritet. Den nye tids selvberoende menneske mente alene ud fra sin egen menneskelige rationalitet at kunne vurdere, hvad der var rigtigt og forkert.

Men Hildegard så i sine visioner, at hvis man glemmer Kirkens objektive guddommelige dimension, Guds åbenbaring i Kristus, glemmer man, at den er Kristi mystiske legeme, som langsomt skal vokse, til Kirken i tidens fylde omfatter alt det skabte, det synlige og det usynlige i Himmelen, på jorden og under jorden. Resultatet bliver, at Kirken reduceres til en vilkårig menneskelig instans, som modarbejder Guds frelseplan, den verdensomspændende Kristusproces. Så falder verden fra hinanden i meningsløse atomer. Så fortaber mennesket sig ud i subjektivisme, i egoisme, materialisme, fremmedgørelse og ensomhed.

Én hellig organisme
Her er vi ved kernen af det budskab, Hildegard formidler: Gud har i skabelsen forbundet menneske og natur i en hellig organisme, hvis livgivende energi er Guds kærlighed, som Hildegard kalder “den ildfyldte kraft”. Mennesket er et mikrokosmos, der i de mindste detaljer afspejler makrokosmos og påvirker det: “Og jeg hørte, hvordan elementerne i et vildt skrig vendte sig mod Gud: Menneskene vælter os omkring som i en kværn med deres onde gerninger ... luften udspyr urenheder på grund af menneskene og udsender naturstridig og usund fugtighed, som får alt til at visne” - en 800 år gammel profeti med uhyggelig aktualitet.

Sfærernes harmoni
Alle hendes værker - hvad enten det drejer sig om teologi, lægekunst eller musik - handler om, hvordan det enkelte menneske og hele menneskeheden, ja hele kosmos kan blive “helbredt”, dvs. finde tilbage til enheden med Gud, til “harmonia” eller “symphonia” med Skaberen.

Musikken opfatter Hildegard som et hørligt udtryk for Guds skønhed og den kosmiske orden. Dens fysisk-matematiske forhold, tonernes svingninger, er i “symphonia”, dvs. i samklang med universets guddommlige struktur, med sfærernes harmoni, der indgår i englesangen for Guds trone. Derfor er musikken hellig - ikke som i dag, hvor dens opgave er at fryde øret og adsprede sindet. Nej, tværtimod skal den samle det i dets inderste væsen: i Gud. Musikken er for Hildegard et mysterium, en fysisk og sanselig manifestation af guddommelig nåde givet menneskeheden som hjælp til frelse, en gyngende bro over dybet mellem jord og Himmel.

Derfor er det indlysende, at hendes store mysteriespil om menneskets frelse, Ordo Virtutum, må være et musikdrama. Som genre er det helt enestående i sin tid: Det gennemkomponerede musikdrama var ellers forsvundet fra scenen allerede med den antikke tragedie flere hundrede år før Kristi fødsel og kom først ind igen som en frugt af renæssancen omkring år 1600.

Det aktuelle drama
Ordo Virtutum, som kunne oversættes med Gudskræfternes dans, indfanger som i et brændglas det verdenhistoriske frelsedrama: Det handler om menneskets oprør i syndefaldet mod dets Skaber, om kampen mod fortabelsen og om frelsen ved Guds indgriben gennem Jesu fødsel, død og opstandelse. Det er dybest set dramaet om hele menneskehedens udviklingshistorie, en verdenshistorisk kollektiv “Kristudvikling”, som aktualiserer Bibelens udsagn om Guds “frelsesplan: I tidernes fylde at sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske” (Paulus’ brev til Efeserne kap. 1, vers 10).

Hildegards appel om omvendelse, om en radikal sindelagsændring, er i dag endnu mere aktuel end i hendes samtid. For verdsliggørelen, frafaldet fra Gud med materialisme og egoisme, med udnyttelse og ødlæggelse af naturen, har antaget katastrofale dimensioner og bragt vor klode til afgrundens rand. Før det er for sent, må vi genopdage, AT ALT ER HELLIGT, at det fysiske og det guddommelige er forbundet i én levende og hellig organisme: Kristi mystiske legeme, Kirken, som Kristus stiftede som sin åndelige og fysiske manifestation i verden og historien. Den er Guds livgivende og altomfattende moderfavn ikke alene for menneskeheden, men for hele skaberværket.

© Kirsten Kjærulff 1997