Epitafier

Der er blevet ryddet meget ud blandt epitafierne, men tilbage på væggene hænger dog en række borgerlige epitafier både i træ og sten. Det er en meget repræsentativ samling af monumenter, der er tilbage, idet de så at sige dækker alle stilperioder.

Epitafium over Peder Lassen og hustru, tilskrevet Anders Jensen, 1619.

Det ældste epitafium i Sct. Mortens Kirke er den mørkmalede stentavle med forgyldninger, der er muret ind i kirkens nordvæg.

Den forgyldte indskrift oplyser, at den er sat over borgmester Peder Lassen og hans hustru Mette Andersdatter, samt hans forældre Las Thøgersen og Maren Nielsdatter. Epitafiet er opsat på borgmesterens begæring i 1619, året efter hans død, af en datter og svigersøn.
Epitafiet er virkelig enestående, hvad angår det billedlige motiv. Det viser to identisk udseende mænd. Den ene knæler med en hånd på brystet, medens den anden står, kækt med en hånd i siden foran et alter.
I baggrunden ses omridset af en by med spir og tårne. Oppe i himlen sidder Gud Fader i en treradet skykrans med hånden løftet til velsignelse. Det mest specielle stilistisk er de støvsugerslangelignende rør, der udgår fra hver af de to mænds munde. Den knælende mands "slange" går op til himlen, mens den andens slår en stor bue op mod himlen for at ende nede i byen. "Slangerne har samme udformning som skykransene, hvori Gud Fader sidder. Det ikonografiske motiv stammer fra Lukas 18,10 om farisæeren og tolderen, hvis bønner i helligdommen havde forskelligt udfald.

Tolderens hævede sig til himlen og "han gik retfærdiggjort hjem", mens farisæeren, der fremhævede sig selv, ikke formåede at få sine bønner til at hæve sig op over det jordiske.
Stenen har en speciel udformning med de mange fintskårne detaljer, og de karakteristiske 'slanger". Det er den samme mester, der har udført gravstenen i rengøringsrummet og den lille tavle ved skibets vestindgang, sat over Splid Sørensen af Hans Gremmersøn og hustru i 1627. Ingen af værkerne er signerede eller på anden vis dokumenterede. Men der levede kun én billed-hugger i Randers både i 1619 og 1627. Det drejer sig om Anders Jensen Stenhugger. Han optræder i tingbogen 1616 31 og i rodetakst-erne op til 1643. En søn Jens Andersen Stenhugger tog borgerskab i Randers d. 24. dec. 1639, men faderen nævnes ikke efter 1643, før han i 1653 blev begravet på kirkegården: "Efterskrevne lig er af borgmester og råd for armods skyld bevilget jorden fri i kirkegården og på bakken dette år 1653.

Epitafium over Bendt Hansen og familie, tilskrevet Christen Jensen, 1614.

En mere traditionel udformning af et borgerligt epitafium ses i borgmester Bendt Hansens, der nu er placeret i sydlige korsarm på væggen mod øst. Monumentet har i tidens løb mistet flere detaljer, bl.a. vingerne ved hovedfeltet, men fremstår nu i nyrestaureret stand. Det er iflg. malet årstal på billedrammen fra 1614.
Epitafiet er udført i træ, skåret i renæssancestil med kraftige postament- og gesimsfelter, dobbelte søjler og et todelt topstykke. Der er en mængde detaljer i form af dekorationselementer, engle- og løvehoveder m.m. Ved topfeltet ses tre hermefigurer, og øverst Helligåndsduen under den opstandne Kristus. Imellem søjlerne står to store friskulpturer, der forestiller dyderne Caritas (Kærligheden) med børn og Prudentia ( Klogskaben) med en slange i hånden. Men den mest interessante detalje er de figurer, der er udskårne i søjlernes prydbælter.
De forestiller en mand med hat og slangestav, en kvinde med bue og pil, en kvinde med stav og hjelm og til sidst en kvinde med stav og æble.

Hermes, detalje af Bendt Hansens epitafium.

De fire personer kan identificeres ud fra deres udformning som de græske guder Hermes, Artemis, Athene og Afrodite. Deres betydning på epitafiet er ikke helt klar. Billedhuggeren, der har udført monumentet, er sandsynligvis identisk med den Christen Jensen, stenhugger og borger-søn, der i 1610 tog borgerskab i Århus. Han blev "lovet for" af "Laurs Maler" (Laurids Andersen Riber), der levede som maler i Århus fra 1600 til sin død i 1637. Han udførte mange værker sammen med forskellige billedhuggere. Fra 0.1600 arbejdede han sammen med Mikkel van Groningen, men efter 1610 kan der ikke påvises fælles værker fra deres hånd. Derimod kan Laurids Andersen tilskrives maleriet på Bendt Hansens epitafium fra 1614 i Randers og sandsynligvis også den oprindelige staffering. Muligvis er han da begyndt et samarbejde med Christen Jensen.
Et andet fællesværk af de to kunstnere er Peder Saxes epitafium i Århus Domkirke fra omtrent samme tid. Derefter arbejdede Christen Jensen på Samsø, hvor han udførte værker i Tranebjerg, Koldby (sammen med Laurids Andersen) og i Onsbjerg.

Altertavlen i Tranebjerg kan vise de detaljer, der er forsvundet på Bendt Hansens epitafium. Opbygningen af altertavlen er næsten identisk med Randers-epitafiet. Men på Samsø-monumentet ses rulleværkskartoucher med diademhoveder og frugtguirlander som vinger, og ved topstykket er også kartoucher med småfigurer. Iflg. skattelisterne for Århus er Christen Jensen sandsynligvis død 0. 1633.Århus. Da han tog borgerskab blev han betegnet som borgersøn, altså søn af en borger i byen. Året før, d. 1.aug. 1609, døde stenhugger Jens Jørgensen og blev begravet i Vor Frue Kirke. Der er her muligvis tale om faderen og læremesteren til Christen Jensen. Så meget desto mere som en række værker af den såkaldte "Århus skole "Århus.41 fremviser flere af de stiltræk, der kan ses på de værker, der tilskrives Christen Jensen. "Århus skolen" er sandsynligvis identisk med Jens Jørgensens værksted. Blandt de værker fra dette værksted, hvor man kan genfinde Christen Jensens hånd er stenepitafiet i Kastbjerg kirke ved Mariager over Jacob Høg og Elisabeth Sehested fra 1604.
Hovedfeltets maleri på Bendt Hansens epitafium i Randers viser stifteren med hele sin familie, både levende og afdøde, knælende i forgrunden ved foden af Kristi Kors. På en slags ophøjet scene bag dem foregår flere situationer samtidig. Til venstre beder Kristus i Gethsemane Have, og til højre bæres hans lig til graven.
Denne udformning af et epitafiemaleri er typisk i beg. af 1600-tallet. Men den rolige og klare komposition af de mange figurer af forskellig størrelse, og den fine karakteristik af de individuelle personer er et typisk kendetegn ved Laurids Andersen Ribers værker. Figurerne i de religiøse scener er langstrakte og spinkle, efter de manieristiske forlæg, maleren har benyttet sig af. Også farveskalaen er manieristisk med klare gule, grønne, blå og violette nuancer.

Epitafium over Bendt Hansen og familie. Rekonstruktion af Merete Bergild og Jens Jensen. Tegning af Stig Holsting.

Epitafium over Niels Jacobsen og hustru, tilskrevet Peder Clausen, 1653.

På korets nordvæg hænger et epitafium i barok stil. Det er udhugget i forskellige stenarter med søjler, pyramidespir, brudte gesimser, gavl-fragmenter og med tykke blomsterguirlander og frugtbundter, udført i marmor. De udhuggede

figurer er reducerede til små putti og englebørn og dekorative englehoveder med viltre krøller. Portrætgengivelsen af de afdøde er svundet ind til et lille maleri nederst på epitafiet. Den mest fremtrædende plads har den store indskrifttavle.
Monumentet er opsat i 1653 over borgmester Niels Jacobsen, der døde i 1624 og hans hustru. Indskriften fylder nu hele midtfeltet og er på latin. Epitafiet kan tilskrives den århusianske billedhugger Peder Clausen, der sammen med Henrik Henriksen og Claus Lauridsen var den jyske adels foretrukne billedhuggere. Han var efter al sandsyn-lighed søn af billedhuggeren Claus Lauridsen, der bl.a. arbejdede for kongen på Koldinghus slot. Peder Clausen kan dokumenteres i Århus første gang i 1634 og derefter flere gange indtil han d. 19. dec. 1657 som Peder Stenhugger på Badstuegade begravedes i domkirkens jord ved linden". Han kan tilskrives en række store stenepitafier for jyske adelsfolk, bl.a. Otto Skeels i Århus Domkirke, Henrik Lindenovs i Vor Frue Kirke, Ålborg og Wenzel Rothkirck i Tjæreborg Kirke. Blandt de borgerlige monumenter, der kan henføres til ham, hører borgmester Jacobsens epitafium i Randers til de største og mest komplekse.

Epitafium over Mikkel Thygesen Hviid og hustru, tilskrevet Lauridtz Jensen Essenbæk, maleriet af Hans Olufsen Schütte, 1668.

Epitafiet der hænger ved siden af på korets væg er det eneste i Sct. Mortens Kirke, der kan henføres til Lauridtz Jensen Essenbæk. Det er sat over borgmester Mikkel Thygesen Hviid og hans hustru og opsat i 1668.
Epitafiet har en meget speciel udformning, idet det består af en profileret, sort bølgeramme, smykket med gyldne akantus- og blomsterranker, hvori putti danser omkring. På hver side af rammen er placeret to skyer med knælende engle, der holder henholdsvis et krucifix og en krone. Øverst ses den dømmende Kristus på jordkuglen, og nederst et felt med personalia over borgmesteren og hans hustru. Lignende rammeepitafier findes bl.a. i Århus Vor Frue (1665) og i Ørsted kirke (1666).
Det er de stilistiske overensstemmelser mellem f.eks. englefigurerne og Essenbæks øvrige arbejder, der gør en tilskrivning nærliggende.
I rammen ses et epitafiemaleri , der viser ægteparret knælende i forgrunden. Bagest er en fremstilling af Kristi nedtagelse fra korset. Her ses et sammenfald

mellem bestillerens position og det for epitafier sjældent forekommende motiv, idet Josef af Arithmathæa ligesom Mikkel Thygesen Hviid var medlem af rådet. Billedet er signeret på stigens nederste trin.
Hans Olufsen Schütte var en fremtrædende maler, der virkede o. midten af l600-tallet. Han var kendt i Odense, indtil han af endnu ukendte årsager rejste til Jylland o.1660 og slog sig ned i Vivild. Han blev ikke boende der, men hvor han rejste hen, og hvor og hvornår han døde er endnu uvist. Han udførte en række epitafiemalerier, mens han boede i Vivild. Hans religiøse fremstillinger er som regel kopieret efter Rubens malerier, som f.eks. billedet i Sct. Mortens Kirke, der har motiv fra Rubens altertavle i Antwerpen. Schütte var udmærket til at male barokke, religiøse scener, men hans store force lå i hans portrætfremstillinger. Han malede sine figurer i en realistisk stil og med ansigtsudtryk, der gør, at man fornemmer en mulig personkarakteristik.

Signatur "Hans Schütte, detalje af Mikkel Thygesen Hviids epitafium.

Epitafium over Christian Schiønning, hustru og dennes anden mand tilskrevet Jens Pedersen, maleri tilskrevet Christian Philipsen Getreuer, slutn. af 1670-erne.

Lige overfor på korets sydvæg hænger nu det sidste udskårne epitafium med maleri i Sct. Mortens Kirke. Det er sat over dr. jur. Christian Schiønning (død 1673), hans hustru Chatrine Tomas-datter og dennes anden mand Nicolai Ægidiesen, sandsynligvis fra slutningen af 1670'erne.
Det viser en helt anderledes dramatisk portrætfremstilling uden religiøse hentydninger. Hustruen er placeret i midten, flankeret af de to mænd og med et lille barn foran sig. Det laurbærkransede barn rækker - formodentlig Schiønning - en palmegren som symbol på sejren over døden. Maleriet kan tilskrives den randrusianske maler Christian Philip Getreuer.
Han er især kendt for sine religiøse malerier, f.eks. altertavlen i Hornslet kirke, som han signerede og daterede i 1672. Han kan også tilskrives bl.a. alterbordsforsiden i Udbyneder Kirke og fløjmalerierne på den gamle altertavle i Lem Kirke.
Christian Philip Getreuer stammer fra en malerfamilie i Odense. Han optræder første gang i Randers bys skattelister i 1664. Derefter træffes han i forskellige sammenhænge indtil han d. 12. juni 1682 begravedes under klangen af alle klokker undtagen stormklokken. Getreuer kan tilskrives yderligere to epitafiemalerier, hvori portrætterne er det væsentligste, bl.a. epitafiet over provst Hans Rasmussen Skjolde og familie i Falling kirke. Det har udskåret snitværk omkring maleriet, der sandsynligvis er udført af den samme billedhugger, der stod for Schiønningepitafiet i Randers, nemlig Jens Pedersen fra Horsens.
Jens Pedersen har indtil for nylig været fuldstændig ukendt. Han er sandsynligvis søn af Peder Jensen Kolding, den mest fremtrædende jyske billedhugger o. 1600-tallets midte. På trods af navnet boede han i Horsens og arbejdede der som billedhugger fra 1646 til sin død i 1675.
Han var den eneste i byen af den profession, indtil få år

før sin død, hvor endnu to tog borgerskab som billed-snidere, nemlig Arent Friderichsen Slache d. 2. juli 1671 og nogle måneder senere d. 29. sept. Jens Pedersen.
Begge var sandsynligvis udlærte hos Peder Jensen. En række arbejder, der ligner Peder Jensen Koldings, men dog indeholder selvstændige stiltræk, må tilskrives sønnen og efter-følgeren, Jens Pedersen. Han har sandsynligvis været medarbejder på faderens sidste værk, prædikestolen i Vor Frelsers Kirke, Horsens. Desuden kan han tilskrives korgitteret og "den Thonboske kapeldør", begge i Klosterkirken, Horsens, samt flere epitafier i omegnen af Horsens og Århus. Jens Stenhugger blev begravet d. 27.juni 1683 i Horsens.
Det Schiønningske epitafium i Sct. Mortens Kirke står i dag i en noget amputeret form. Ved sammenligning med lignende epitafier i kirkerne i Ø. Tørslev, Dråby og Hammel ses det, at Randers-epitafiet sikkert har haft både overbygning og sidevinger. På disse epitafier ses nemlig øverst omkring et skriftfelt keruber og den opstandne Kristus, ligesom der er placeret yderligere to kvindefigurer ved siden af storfeltet. Dette har på Schiønning-epitafiet en meget speciel udformning, nemlig malerisk inspirerede æselrygs-buer både foroven og forneden. Ikonografien er også usædvanlig. Henvisning til døden findes i nedhænget i form af kranier og timeglas, men kvinde-figurerne ved hovedfeltet er ikke kristne dyder, men enten muser-ne Urania (astronomien) og Terpsichore (musikken) eller de "frie kunster" (artes liberales). I så fald forestiller de geometri en og musikken. Grunden til at dis-se figurer optræder på epitafiet skal nok ses ud fra de portræt-teredes intellektuelle stade.

Epitafium over Jens Poulsen og familie 1715.

Et af de største epitafier i Sct. Mortens Kirke er placeret ved vestenden af det sydlige sideskib. D. 11. maj 1714 fik assessor Jens Poulsen til Søbygårds enke, Maren Madsdatter bevilling til at lade tilmure et vindue over familiens begravelse i kirkens vestende for "der et epitafium at lade opsætte". Indskriften oplyser, at assessor Jens Poulsen (død 1687) og hans hustru Maren Madsdatter (død 1723), samt tidligere borgmester i Randers Niels Mogensen (død 1666) og dennes hustru Karen Madsdatter (død 1710) var

begravet i dette familiegravsted.
I 1715 havde Maren Madsdatter også fået flyttet sine forældre til begravelsesstedet, der iflg. indskriften havde tilhørt familien siden 1565.
Monumentet er udført i sandsten og i akantusbarok med et stort postament, hvorpå der står en vinget kvindefigur, der sammen med to englebørn holder to store indskrifttavler. Bag hende står der på en piedestallignende figur en stor flammeurne med blomsterguirlander. Under den svæver to engle med basuner. De holder også bånd med borgerlige våbenskjolde. Den store kvindefigur symboliserer Fama (berømmelsen), der med sine basuner udbasunerer de afdødes ry for alverden. Henvisninger til livets afslutning er helt forsvundet. Det er de afdøde personers minde, der er det væsentligste.
Billedhuggeren til det store epitafium, der ligesom de adelige gravmæler er indhegnet af et smedejernsgitter, kendes ikke ved navn. Men hans værker kan genfindes f.eks. i Århus domkirke, hvor et epitafium over assessor Jens Lassen fra o. 1690 kan tilskrives ham. Epitafier i Lyngå - og Randlev Kirker kan også henføres til ham. Ligesom det store gravmonument i Odder Kirke over admiral Jens Rodsteen og hustru fra o.1706. Der er blevet henvist til stilen fra Thomas Quillinus' værksted, men hvorfra billedhuggeren stammer vides endnu ikke.

Epitafium over Thomas Michelsen Bering og hustru, 1737.

På korets nordvæg tæt ved alteret hænger det største senbarokke epitafium i Sct. Mortens Kirke. Det er udført i grå og sort sten, og den arkitektoniske opbygning er det altdominerende. Der er en lille akantusdekoration over hovedfeltet og på den forkrøppede gesims sidder to putti foran en skykrans med englehoveder i. Nederst i storfeltet ses et kranium i en muslingeskal. Det er især disse skulpturelle detaljer, der kan være med til at stedfæste ophavsmanden. Billedhuggeren skal sikkert findes i eller omkring Horsens. Det passer også med, at Peder Thomassøn Bering, der opsatte epitafiet i 1737 over sin afdøde fader Thomas Michelsen Bering (død 1734) og moder Ingeborg Andersdatter Holst, var consumtionsforvalter i såvel Horsens som Randers.

Epitafium over Niels Mortensen og hustru, tilskrevet Mathias Ulriksen Sartz, o. 1746.

En anden variation af akantusbarokke epitafier er den laurbærkrandsede ovale indskrifttavle, der også træffes i Randers. Den er opsat over "borger og priviligeret farver" i Randers Niels Mortensen (død 1746) og hustru Christine Sophie Poulsen (død 1771). Epitafiet hænger på sideskibets nordvæg. Det består af en stor indskrifttavle, omgivet af en laurbærkrans med opadvendte blade og dekoreret med bær. Omkring kransen er snoet et "knækket" bånd med flagrende ender.

Epitafiet kan tilskrives den århusianske billedhugger Mathias Ulriksen Sartz, der tog borgerskab i Århus i 1737. Han oplyste da, at han var født i Århus og var 30 år gammel. Han er dokumenteret i Århus hele sit liv. Han døde mellem 1775 og 1783. Han var søn af Ulrik Mathiasen, billedhugger i Århus fra 1691 til 1735. Det var ham, der udformede motivet med det ovale epitafium i kransen. I 1728 udførte han et epitafium i Galten kirke syd for Randers over sognepræsten Peder Nielsen Galthen, og her optræder motivet for første gang. Den eneste variation i forhold til Randers-epitafiet er tre flvvende engle med kranse og basuner, der er anbragt oven over rammen. Sønnen Mathias Ulriksen arbejdede sammen med faderen og overtog mange af dennes motiver, bl .a. den laurbærkransede indskrifttavle. Omkr. 1735 og 1736 udførte han to lignende epitafier i Dalbyneder Kirke ved Mariager og i Sneum Kirke ved Esbjerg. Begge er sat over medlemmer af præstefamilien Galthen. De ligger begge to så tæt op ad Sct. Mortens- monumentet, at dette må tilskrives Mathias Ulriksen.
Epitafiet i Randers kan muligvis også have været udsmykket med flyvende engle, da disse optræder helt løsrevet fra selve epitafiet. Epitafiet er opsat af hustruen efter mandens død i 1746.

Epitafium over Sophie Magdalene von Folsach, tilskrevet Johannes Wiedevelt, o.1794.

Den nyklassicistiske periode er repræsenteret med to monumenter i Sct. Mortens Kirke.
Det ældste er placeret på skibets vestligste pille mod syd. Det er fra 1790'erne og er sat over "den værdige olding højvelbårne frue oberstinde Sophia Magdalene von Folsach" gift med oberst ved infanteriet Conrad von Bokkelman. Hun døde i 1794 og epitafiet blev sat over hende og hendes søsterdatter : "deres støv hviler her i een grav, deres sjæle er samlede hos Gud".
Epitafiet består af en grå marmor indskrifttavle i en enkel ramme af rødflammet marmor. I den brede sokkel er indsat et relief i hvidt marmor, der forestiller en siddende kvinde i antikke draperier. Hun ofrer ved et lille alter, der står foran hende. øverst er epitafiet kronet af et våbenskjold.
Monumentet er ikke signeret, men det kan tilskrives Johannes Wiedewelt (1731-1802), billed-hugger i København, professor ved akademiet. Han har udført en lang række gravmonumenter, både for den kongelige familie og for adelen. Det er opbygningen af epitafiet og den skulpturelle udformning af kvindefiguren, der berettiger en tilskrivning til Wiedewelt.
Tilhyldede figurer er ofte hellige allegorier, som f.eks. troen, fromheden o.l. Men på dette epitafium er der intet, der kan identificere figuren. Der er heller ingen ikonografisk henvisning til døden, kun diskret hentydning i indskriftens begyndelsesord: "Den skønne blomst visner, den modne frugt falder, derom mindes læseren ved denne grav".

Epitafium for sognepræst Peder Estrup. Udført af Hermann Freund.

Det sidste nyklassicistiske monument i Sct. Mortens Kirke er Hermann Freunds mindesten over den tidligere rektor ved Randers skole og senere præst og provst ved Sct. Mortens Kirke, Peder Estrup (1756-1818). Monumentet var bestilt af dennes søn Hector Estrup, historiker og direktør for Sorø Akademi, der skulle have været ven med kunstneren.
Bestillingen blev givet til Freund, mens denne endnu opholdt sig i Rom, hvor han arbejdede i Thorvaldsens værksted. Mindepladen blev færdig i 1821 og senere i 1825 udstillet på Charlottenborg.
Det er et af de tidligste monumenter indenfor den type kirkelige arbejder, som Freund skulle excellere i senere, og hvor han skulle vise sin uafhængighed af Thorvaldsen.
Mindetavlen består af et hvidt marmorrelief, der forestiller en præst, knælende ved et alter. Rammen er mørkflammet marmor med en latinsk indskrift i postamentet. Relieffet viser ikke en portrætfigur, men en idealiseret fremstilling af en bedende præst. Figuren er meget udtryksfuldt fremstillet, især hovedbøjningen og hændernes udformning er fint hugget. Alteret er ganske vist udstyret med kors, lys og bibel, men udover at være et almindeligt alter har det også symbolsk karakter. Præsten knæler vendt mod en kandelaber, hvor røgen fra den udgåede flamme endnu ses. På den anden side af præsten står et vinget timeglas : Tiden flyver og livets flamme går ud.