|
|
|
Jeg er født i Silkeborg 1968 d. 16. februar. Mine forældre havde en lille
2-værelses lejlighed Ansvej 22. Om morgenen kl. 5 vækkede min mor
min far og sagde, at han skulle stå op, løbe op til telefonbksen for at ringe
efter jordmoderen - vandet var gået. Det kunne man nu heller ikke være i tvivl
om! Udenfor var der et forrygende snevejr. Jordmoderen, frk. Bruun, blev ikke
fornærmet over at blive vækket så tidligt, men sagde, at de bare skulle sove
videre, så ville hun komme ved 11.30-tiden. Omkring samme tid kom min fars forældre, nu var nysgerrigheden vakt - noget var nært forestående. Min mor tog på sygehuset om eftermiddagen. Min far ringede til sygehuset kl. 19.15 og fik at vide, at der ikke var sket noget endnu. Men det var der. Det fik han at vide lige før købmand Jacobsens lukketid: Jeg var blevet født kl. 19.05.
Min far skyndte sig at ringe til sine forældre, som straks troppede op på
sygehuset. Da min farmor så mig, sagde hun til min far: "Han æ flanøret, ligesom
do æ!". Det var min mor ked af at høre. |
|
 |
 |
|
Kort tid efter min fødsel flyttede vi til en stor boligblok på Lupinvej. Det var
en splinterny lejlighed på 2. sal. |
 |
 |
 |
|
Når mine forældre var på arbejde blev jeg passet
af en blind dame, Else Poulsen, som selv havde 2 små piger, Jytte og Helle. Hun blev senere gift igen, og far og mor måtte finde et nyt sted, hvor jeg kunne blive passet. Det var ikke helt enkelt nu, for mor havde skiftende arbejde som sygeplejerske, og min far var soldat i Haderslev. Først var jeg hos en familie i naboblokken, men det forhold ophørte, da vi fandt ud af, at de sad og drak bajere, mens jeg var anbragt nede i sandkassen sammen med deres 5-årige datter Diana. Jeg kom på børnehjem, sådan at forstå, at far og mor hentede mig, så snart de kunne. Jeg sagde "far" til min far, og snart kaldte alle de andre børn ham også "far", for de har måske troet, at det var hans navn, da de ikke rigtig vidste, hvad en far var. Da far var færdig som soldat, flyttede vi til Løvetandsvej i Randers, og jeg kom i vuggestue på Platanvej. Der kunne jeg kun være til jeg blev 3 år. Så fik jeg plads i Bredstrupsgades børnehave. Der var en frøken Lisberg, som jeg godt kunne lide, men ellers var jeg meget ked af at gå i den børnehave. Jeg ville meget hellere med min far i skole. Han var blevet lærer på Forberedelsesskolen lige om hjørnet. Det fortæller jeg måske mere om en anden gang. I 1972 fik jeg en lillesøster, som fik navnet Tove. Hende var vi glade for, og jeg drillede hende næsten ikke. I sommerferien 1973 flyttede vi nord på til Brovst. Mor var blevet forstanderinde på sygehuset der. Jeg kom i børnehaveklasse, for far og mor havde lovet mig, at jeg aldrig mere skulle i børnehave! |
 |
 |
 |
|
I stedet for børnehave kom jeg i børnehaveklassen ved Brovst skole, selvom jeg måske ikke
var helt gammel nok, men det opdagede de nok ikke, fordi jeg var så kvik. Min far var blevet lærer ved Skovsgårdskolen i nabobyen. Her havde man et skoleorkester, som jeg blev narret ind i, sådan at forstå, at der var en prøvetid, og når den var næsten overstået, så fristede en udlandstur med orkestret, og så var man forpligtet på en ny prøvetid. Jo, de havde taktikken i orden! For at hjælpe mine forældre lidt med lommepengene påtog jeg mig at udbringe Vensyssel Tidende, der af indlysende grunde kom til at hedde "somtimes". På den modsatte side af gaden boede min gode ven og kammerat, Hans Henrik, som jeg har tilbragt mange timer sammen med. Vi fandt altid på noget. Engang fandt vi på at kaste nogle hårde æbler østpå ud i det blå. Der lød så sjovt, når de landede. Da vi ikke havde flere frugter, gik vi over til jordknolde. Men legen blev kedelig, da lydene ophørte. Derimod havde min far sit hyr med forsikringsselskabet, for vi havde totalskadet en falckmands drivhus. Men de tog det nu pænt! Det efterfølgende er nærmest en kriminalgåde: Hvem gjorde det? Nogle børn havde fået dåsestylter, som man holdt fast under fødderne ved at trække i nogle snore. Dem kunne jeg da lave selv af et par af mine forældres utallige tinlysestager, som de havde fået i 1967 i bryllupsgave. Men det uheldige var, at de begyndte at synke sammen, da jeg havde gået lidt på dem. Jeg forsøgte forgæves at rette dem ud igen, hvorefter jeg cyklede ud og smed dem i én af de mange afvandingskanaler der på egnen. Jeg hørte nok efterfølgende min mor spørge rundt til alle mulige, der eventuelt kunne have lånt de lysestager, for hun kunne jo ikke finde dem - og jeg syntes, at det var klogest at holde lav profil, men endelig ca. 1995 fortalte jeg hende alligevel sandheden, som hun var meget forstående overfor - og grinede meget af. I Brovst kom jeg med i de Grønne Spejdere. Det var spændende med de mange lejrture. Efter én af de mange ture var min mor meget imponeret over, hvor dygtig jeg havde været til at pakke tøjet sammen i tasken igen. Jeg tror nu nok, at hun gennemskuede, at jeg slet ikke havde haft det fremme. Det var jo ingen nytte til med al den skiften tøj. Det regnede meget den sommer, og vi lugtede allesammen ens. I 1977 tog min far den store organisteksamen i Ålborg. Derfor var det vel naturligt, at han søgte en større stilling som organist ved Sct. Clemens kirke i Randers. Vi skulle altså flytte. Jeg syntes, at min verden brød helt sammen. Jeg måtte forlade alle kammeraterne i Brovst og kom til at gå på Nyvangsskolen i Randers. Det var virkelig ikke godt! På et tidspunkt sagde jeg til min mor, at nu gik jeg ikke derhen mere! Hun tog det alvorligt og skaffede mig ind på Randers Realskole, hvor disciplinen var bedre, og hvor man tog det mere alvorligt med at lære noget. Min far var noget streng og ævlede altid om hans "forældremyndighed", hvilket betød, at jeg kun fik lov til det, som han kunne overskue. Det var til tider så restriktivt, at jeg følte det ærekrænkende. 14 dage før jeg blev 18, flyttede jeg hjemmefra - hen på kollegiet på Reiersensvej. Selvfølgelig vidste jeg godt, at mine forældre ville mig det godt, og for at berolige dem, lavede jeg et regnskab, som viste, hvordan jeg kunne klare mig, hvis jeg kunne få vasket tøj hjemme og få aftensmad hver dag. Det var de godt tilfredse med. Efter realskolen fik jeg efter en ihærdig indsats endelig en kombinationslæreplads hos Moesgaard, Thor & De Kommunale Værker, hvilket endte med sverndebrev som elektriker og ansættelse på Scandia i Randers. På Grønland Motorcykelturen til Tyskland og Frankrig Med far i de Baltiske lande Frederikshavn Tekniske skole Det lille hus på landet DTI Ellen, Carina, Heidi & Rasmus Maersk Olie og Gas Skilsmissen Vera og Valeria Bryllup i Lugansk i Ukraine Udlændingestyrelsen Endelig - en hel familie Sofia Nina |
|
Poul bliver bedt om selv at redigere med på denne side. Vi holder meget af hinanden, hvilket uafladeligt holder os i live og hjælper os med at tro på, at verden stadig byder på fremtidsmuligheder. -------------------------------------------------------------- |