CAUSERI

1. Min Mor.

Når jeg først vil skrive om min Mor, er det, fordi hun er det bedste menneske, jeg har kendt, hun levede for andre, var den, jeg kunne fortælle alt (dog har man nok lidt gemt for sig selv), men Mor var min bedste veninde, måske også fordi jeg følte, hun trængte til mig. Mor var en alvorlig kristen uden at være kedelig, hun var klog eller viis, uden at være tillært, og hun var afholdt af alle. Mor morede sig aldrig på andres bekostning, men kunne åbent sige sin bestemte mening om mange ting. Det var ikke særlige kærtegn eller kys, vi brugte, og jeg kan ikke huske, jeg har kysset på mund nogen sinde. Måske anede Mor sin sygdom (blodkræft), hun sagde engang til mig: Det bliver nok min død, når jeg når overgangsalderen. Der flød lidt engang imellem udvendig på hendes hals. Mor blev 56 år.

Mor var gårdmandsdatter fra "Ulrikkehøj", en gård mellem Tørring og Ry station. Bedstemor, Ulrikke, blev gift i midten af 1880 med Bertel Petersen. De fik sammen en datter, Anna, som døde, og efter få år døde også Bertel, så Ulrikke var en ung enke med en gård, et godt "parti", som man siger. Det har skolemesteren i Truust, Mikkel Rasmussen Damm sikkert hørt om, han havde jo en søn Julius, det var sikkert ikke en højt lønnet stilling, så han kunne sætte ham "i vej" nogen steder. Derfor blev en mand på hest sendt af sted for at fri til Ulrikke, som altså var 9 (ni) år ældre end Julius.

Man må jo da tro, at de unge fik hinanden at se først, Ulrikke har jo sagt ja, og alt er gået pænt til, det blev da til ægteskab med 7 børn.

Ulrikke Damm -1928- født 1840

Julius Damm -1928- født 1849

Jeg har lyst til at nævne deres navne:

Bertel, som blev købmand i Tulstrup,

Cecilie, hvis mand blev papirarbejder,

Peter, skomager, forretningsfører i skotøj,

Mikkel, landmand,

Kristian, også landmand, senere vejmand, kørte grus på vejen med stiv vogn og islænderheste (Jeg har selv prøvet at ride på én).

Søren, først karl, så senere købmand i Tørring, senere på et lager, dernæst købmand på Istedgade i Århus, han blev omkring 40 år. Han cyklede til badning, blev ramt af en blodprop. En lille solskinshistorie: Søren havde plads, hvor der kom en københavnerpige "Stella", som Søren var glad for, men Ulrikke sagde: "Nej!" - Søren blev gift med sin husholderske, Maren, 4 børn; den ældste læste til præst, blev gift med Stellas adoptivdatter,Else Poulsen, Stella var blevet gift med en ældre mand --

Katrine, nu tilbage til Mor, hun gik hjemme hos Ulrikke og Julius, de fik grød på landet i lerfade, som alle ved bordet spiste af og dyppede i det samme smørhul, samme måde vel også med drikkekruset. Bedstemor, Ulrikke, var en rask kone, hun kunne ikke løbe over gårdspladsen uden at samle et halmstrå op i farten, hun var meget "nøw".

Det har nok ikke altid været så let for bedstefar at være mand der, dog sikkert en lun jyde, morbror Kristian ligeså.

Ulrikke sad i stuen og enten spandt eller syede. Det bankede på døren, og Ulrikke råbte: "Hold op, Julius, og kom så ind!" Det var præsten, som kom ind ad døren.

Når familien skulle i byen til en anden familie, har det nok været sommer, der var jo kun hestevogn at køre i. Middagen bestod af klipfisk og sødsuppe. Dengang var der jo ingen køleskabe. Jeg tænker mig, at grisemaden blev spist om vinteren. Jeg ved ikke, om der dengang fandtes slagterforretninger på landet.

Mor fortalte, at der gik en gendarm på vejen, men jeg har aldrig fået at vide, hvad han gik der for, indtil jeg så Paul Hammerich's "Danmarkshistorie" i TV. Gendarmerne var vel en slags betjente, da man ville have de store gårde brændt ned, arbejderbevægelsen var godt i gang. Derfra stammer beretningen om en mand, som blev trængende og satte sig i grøften. Der kom en gendarm forbi og sagde: "Har De papirerne i orden?" Den sikkert forfjamskede mand skyndte sig at sige: "Nej, a brugge en tot gres!"

I samme periode, som jeg har skrevet om, gik den gæve morbror Kristian om og "sang": Væk med Estrup, Scavenius og Ravn, vi vil ingen revnet Grundvold ha' i det kongens Kjøbenhavn." - Ja, ved mund-til-mund-metoden kan det let forveksles med grundlov.

Omkring århundredskiftet var både folkelig og kristelig bevægelse begyndt. Mor har været 20-22 år, nu ville hun gerne på højskole. Men Mor måtte finde en pige til at være hos bedstemor. Mor kom så med den søde Sørine, og bedstemor sagde til hende:"Vil du være ved mig, bitte Sørine, så skal du få mi' Kristian!" - "A vil vær' ve dæ, Ulrikke, men a vil it ha di Kristian!" Hvem tror I der fik Sørine? - nemlig morbror Kristian, og han fik en sød kone og 6 børn.

Jeg tror, mors ophold på højskolen har været den bedste tid i hendes liv. Der var 2 brødre som forstandere, ældre og yngre Herskind. Senere blev den ældste forstander på gymnasiet - også i Rønde. Der var også en lærerinde og en lærer. Jeg har Mors poesibog, samt en anden bog med Mors fine håndskrift. Alt med "Guds rige" har sat sit præg på hende og har været hende en hjælp gennem skuffelser og savn. - Sørine sagde senere til Mor: "A ka it fo et ind i mit hoed." - hvortil Mor skulle have svaret:"Det gør heller ikke noget, bare du tager det ind i dit hjerte!"

Der var meget med brystsyge eller TB dengang, og jeg gætter på, at det var den sygdom, Bedstefar døde af i en ung alder - midt i 40-årsalderen. Bedstefar med de dejlige, lidt bedrøvede øjne.

Jeg vil ingen plet sætte på nogen.

Der var en ung pige hos dem, som afrejste til Amerika. Som lille pige spurgte jeg Mor om, hvor "det fine silkeklæde med stjernerne" kom fra. Mor sagde: "Nå, det var en pige, der rejste til Amerika." Jeg har 2 sølvskeer med snoede skafter; jeg har aldrig tænkt på, hvor de kom fra, før en kone fra egnen sagde: "Hvor ser de amerikanske ud!" - Jeg kan ikke forstå, hvorfor så meget skal være tys-tys.

Mikkel var bestyrer hos Bedstemor, han havde ellers haft "benæder" i armen (TB). Bedstemor kunne pille døde ben ud af armen. En klog kone sagde, at hun skulle give ham skorpionolie, armen var vist ellers bestemt til at sættes af. Mor fik også skorpionolie, fordi hun havde en hævet kirtel på halsen, så stor som et hønseæg. Der har sikkert ingen sygekasse været dengang. Mikkel var da gårdmand i mange år og døde af hjerneblødning, da han var gammel. Han havde fået en tommelfinger revet af, da han var ved at ordne sin kværn.

Jeg må nu gå nogle år tilbage. Mor havde alle dage et stort ar på sit ene ben. Hun ville vist hugge brænde, men huggede ind i benet, løb ind til Bedstemor, nej, ikke nogen skadestue dengang, benet skulle forbindes, og mor råbte og var bange: "A ska olle gjø'et mie!" Børn skulle bestille noget dengang. Mor passede køerne en sommer, og Bedstefar gav hende et sølvur i konfirmationsgave, et ur af den slags, der skulle hænge i en kæde om halsen, det må være fra 1898, det "går" fint endnu. Jeg må lige tilføje, at Far solgte det til sin nevø - til Mors bedrøvelse. Min gode fætter, som jeg ser engang imellem, han er ca. 85 år nu, kom og gav Mor det tilbage.

Når jeg har fortalt, at Mor passede køer en sommer, vil de fleste vel tænke: Det var da ikke noget særligt, for at drive køerne ud efter malkningen og ind igen om aftenen, og nu går dyrene jo tit ude om natten. Men der var jo ingen elektricitet, hverken ude eller inde, derfor ingen el-hegn, nej, efter malkningen skulle køerne trækkes ud, en ad gangen og kobles sammen. Hvis der nu var 12 køer, skulle først 4 kobles sammen med fortøjr og efterfølgende 4, osv. til der var 12. Køerne skulle flyttes alt efter, hvor meget græs der var. Der brugtes nok ikke så megen gødning, så det kunne blive flere gange, at tøjrpælene skulle rykkes op og flyttes skråt over, så alt græsset blev ædt op på markstykket. Nogle steder skulle køerne jo også hjem at malkes om middagen - med hånd, og det var kvindearbejde dengang, det har nok været Mors og tjenestepigens arbejde.

Omkring samme tid kom en lille pige igen i huset, lille Anna, hun og Mor blev stærkt knyttet sammen. Anna sendte hver jul 10 kr. til Mor, og da Mor døde, 10 kr. til mig. Det var da Mors 10 år ældre søster "kom galt af sted"; men da kæresten, som var noget yngre, skulle være soldat først, bestemte Bedstemor, at Anna skulle være hos hende og Mor i 3 år, indtil de unge blev gift og fik et hjem. Hun fik 4 søskende. Annas fødselsdag var den 1. april. Det har nok været en dejlig sommer året før!

Der er sikkert blevet bagt al slags brød i den store ovn, som var i alle gårde dengang, men Mor har fortalt, at der kom gående en kagekone engang imellem, og 2-øres- og 5-øres-kager havde hun i kurven.

Bedstemor og Mor strikkede selvfølgelig selv strømper, mest af sort uldgarn. Jeg selv kendte ikke andre slags strømper, inden jeg var 15 år. Konen på gården, hvor jeg kom til at tjene, købte de lyse strømper til mig. Jeg betalte dem selvfølgelig selv - 2,25 kr. pr. par, men jeg fik jo også 30 kr. om måneden, og så skulle manden (sognefogden) have 2,50 kr. til skat og sygekasse. Jeg har nok lånt mors cykel, indtil jeg fik sparet sammen til en ny, der kostede 70 kr. Jeg købte den hos Knud Jensen, Nygade i Silkeborg.

Mor blev så hjemme og passede Ulrikke. Bedstemor havde kræft i halsen. Læge Isager fra Ry ville gøre plads, så at hun kunne få lidt væde i sig. Straks efter døde Bedstemor. Derefter var det nok, at gården blev solgt, og der blev 3000 kr. til hvert af de 7 børn, og det var mange penge dengang.

Mor ville gerne lære at sy, men hun var først hos sin broder Mikkel et år. Mikkel havde købt en mindre ejendom på Linå mark. Mor har fortalt, at hun og broderen gik til møde i Tørring missionshus og hjem igen, - 4 km. hver vej, der var ikke noget med kaffedrikning, så Mikkel bød somme tider nogle folk med hjem - men hvad skulle Mor give dem? - Engang havde Mor brugt brændenælder på en suppe til dem selv, det var vist ikke lige sagen - stakkels lille Mor! Hun har nok ikke vidst, at mælkebøtteblade er så sunde. Mikkel fik sig senere en husholderske, som han blev gift med.

Mor rejste til Kolding, hvor hendes bror Peter var skomager og var gift med Sine, altså min faster. Jeg er ikke klar over,om Mor boede hos dem, men hun kom til at sy knaphuller - det var det eneste, hun lærte i de måneder - jo, Mor var dygtig til at sy knaphuller!! Om det var der på stedet, at Mor ikke ville have syltetøj på maden, da en kone slikkede skeen af og satte den i glasset igen, det husker jeg ikke, men konen havde jo tuberkulose.

Det var naturligt, at min Far tog til sin søster, da han efter et par år i Amerika kom hjem igen. Det var noget med et skur, der brændte, og han havde haft gigtfeber, hvilket ikke har været medvirkende dødsårsag, han blev jo da 94 år. Jo, de er seje, de thy-boere. At Far forelskede sig i den søde gårdmandsdatter, det kan jeg da godt forstå. Det første tegn, han gav hende, var en blomst, som han tegnede og smed over til hende.

Mor har betroet mig, at der kom en ung mand rejsende til Kolding for at se til hende, hun holdt af ham, kendte ham fra hjemlige møder. Mor tog ham med på sit værelse, hvor han jo straks så, at hun havde et billede stående af Far, og så rejste han hjem igen. Manden blev gift med en god pige, fik to børn. Jeg kendte dem og har gået til "pigemøde" hos dem.

På mange måder er jeg glad for, at jeg fik Far til Far, hvis I forstår! (Man behøver altså ikke at digte for at skrive en historie.)

Mor ville gerne have brylluppet udsat, men det ville Far ikke høre tale om (Han har altid fået sin vilje.). Men nu må jeg hellere fortælle lidt om Fars herkomst, "inden vi får dem gift".

2. Min Far.

Det er begrænset, hvad Far har fortalt fra slt hjem, men hans fader, Christian Snejstrup Christensen, var tækkemand, blev gift, fik 2 døtre, Else og Marie, konen døde, og Bedstefar blev gift med en søster til afdøde. Søsteren var vist lidt vanfør. De fik Sine, Chr. Snejstrup og "Pie" (Peder Bojer Christensen, altså Far). Alle var de begavede og fejlfri børn. I næste slægtled var der et par børn med rundryg, samt to åndsvage, dog forskellige steder.

Fars mor døde, da Far var 7 år, og Marie, den ældste, kom hjem for at passe hus og børn, samt væve. Far har fortalt, at der var så lidt plads, at væven måtte stå halvt hen for døren. Far blev født i Årup ved Hundborg. Jeg forstår det sådan, at de senere boede i Svankjær. Da Marie blev gift med Nikolaj (de fik ni børn og fik navnet Graugaard), måtte Bedstefar have en husholderske, der havde en søn med, Anton hedder sønnen. Småt med plads var der, så der kom tre børn, skønt Bedstefar var i en høj alder. Jeg kan huske, at han døde, da han var over 80 år - jeg var ca. 5 år. Det har altid været "tys-tys" om disse tre børn, og der blev holdt hastebryllup. Da Ejner er god til at opsøge og finde frem til en Farbror, næsten på samme alder som han selv, fik fætter Jørn da købt jord på stedet, hvor de boede, til at bygge sit hus på. Jeg har sammen med onkel Snejstrup en Farbror Mads Rysgård. Bedstefars tredie kone hed Ane Marie.

Den eneste gang jeg så Farfar, var da jeg som 3-årig var rejst sammen med Mor (jeg var 3 og Ejner 4 år) til Thy. Det eneste jeg mindes, er hans skæg, og at han nikkede med hovedet hele tiden.

Mor har fortalt, at hun var med Far hos Farfar i Thy, da de var forlovede. De blev spurgt, om de kunne sove i samme seng. Da sagde Far: "Jeg sover hos naboens!" Da der blev spurgt efter WC, sagde Bedstefar bare: "Wi plæje å go wææsten om!" Jeg ved ikke, om det var vinter.

3. Mor og Far.

Mor og Far blev viet i Kolding d. 16. maj l910. På brudebilledet kan man se, at der var flere af Mors søskende med, samt onkel Snejstrup og tante Olivia fra Thisted.

Far byggede så den lille ejendom oven for Laven, der var 4 tdr. land jord, så Far skulle prøve at få noget murerarbejde. Mor var kendt med dyr og landbrug, og hun var meget glad for det lille sted; det var også hendes penge, som det var blevet brugt til købet og byggeriet, for det var nemlig ikke "guld", Far havde hentet i Amerika i de to år. Jeg må lige tilføje, at Far var rejst med sin svoger, Jens Søndergaards bror, til Amerika. Far har engang fortalt, at han ikke kunne blive murermester på grund af regnskabet; han har jo nok ikke gået på nogen form for teknisk skole, men han var dygtig og hurtig. (uha! sikken en arv!)

Mor og Far boede på loftet hos Stine og P. Lausen, mens Far byggede, og Mor lærte flere ting angående husholdning, hun havde jo kun gået hos Ulrikke og havde aldrig været ude at tjene. Hun havde heller aldrig mødt det hårde og "nedværdigende" ved at være tjenestepige, men troede, at alt kunne tages med det gode - det troede jeg også i mange år. En "frue" kan også tages med fast hånd og bagefter tudbrøle, fordi man ville rejse for at se noget andet. Mor havde heller ikke regnet med Fars væremåde, hun græd mange tårer og troede på, at hun skulle være underdanig altid. Dengang kunne manden sælge hjemmet helt på egen hånd, og Far gjorde det; jeg tror - til Mors store sorg. (Godt, at der er kommet andre love!)

Året efter giftermålet d. 3. marts blev Ejner født. Jeg har forstået, at det var en rædsom fødsel, men en dejlig dreng. Året efter kom så pigen d. 21.februar. Mor havde 2 aborter (lovlige). 7 år efter fødtes Emil Damm, og senere nok en abort.

Mens vi boede på ejendommen - i ca. 5 år - kan jeg huske forskelligt: Ejner lagde sin arm på det varme komfur for at nå et eller andet, alt skind blev flået af, og Mor piskede æg og lagde på såret. En anden gang sad Ejner ikke pænt ved bordet, blev sat ud i gangen, men fik en finger i klemme, intet under, at han skreg. (Det minder mig om Ejners Jørn, der heller ikke sad pænt ved bordet og fik et dask, så gaflen fløj hen og satte sig fast i rullegardinet, og alt var til glæde vendt.)

Ejner og jeg, altså 3 og 4 år gamle, gik hen til "Bomholdt" ca. 1 km., til Rasmus Sørensen og datteren Helga, som styrede hus. Rasmus var enkemand. Vi drev rundt omkring, og hvis vi fandt et æg, en høne havde tabt, måtte vi tage det med hjem, eller vi stod og så på vand, som løb ned over mælkejungerne. I en af de fire længer, Aftægtshuset, boede Rasmus' søster Gertrud (lidt mærkelig) og An Mari, mors gode ven, som hun sagde "Bedste" til. Vi fik somme tider en knald ved dem. Det var tordenvejr engang, så vi måtte ind til dem så længe og gik så mellem vandpytter tilbage til hjemmet. Vi gik med hinanden i hånden; der kunne jo ikke ske os noget, der var ingen biler dengang, og der var ikke hestevogne de søgne dage. Ja, så skulle der da hentes læge eller jordemoder.

Vi kunne også gå til den anden side til Ellen og Severin. Han havde et stort sort skæg og var flink, men vi var bange for gæssene, vel mest for gasen.

Jeg klagede til Mor engang over, at "de andre piger" drillede mig med, at jeg havde små fingre. Mor sagde:"Vær kun glad for det. Det er nemlig fint med små fingre!"

Vi havde en hest og jumbe på ejendommen, som Mor var vaks til at håndtere. Jeg husker, at Moster Sørine skulle køres hjem til Tørring, og hun lo og lo, som skulle det aldrig få ende, altså "latterkrampe"; jeg syntes nemlig ikke, der var noget mærkeligt eller morsomt ved at Mor kunne klare hesten.

Som jeg har fortalt, flyttede vi, da stedet blev solgt, ned i et gammelt hus i Laven. Der gik en gris i udhuset, den var måske flyttet med, og vi kunne lege ude på vejen, der kom jo ingen biler. Det var lige efter 1. Verdenskrig, så i mine små ører lød "tysker" som noget meget slemt. Vi løb engang ned til banen, de store børn sagde, at der var tyskere, men jeg så kun nogle almindelige mennesker.

Min største sorg oplevede jeg der som lille pige. Jeg havde en stor "Lise" i en dukkevogn, som jeg holdt af at køre med. En dag hændte det, at købmand Jensens søn, en lidt ældre dreng, rev dukken op i kådhed og smed den på den grusede vej, så at porcelænshovedet gik af. Jeg græd selvfølgelig meget. Men det værste hændte næsten, da jeg og Mor gik ned til købmanden og fortalte det. Jeg husker tydeligt følelsen i mit fem-årige hjerte, da købmanden blot tog en 5-krone og smækkede den på disken: "Værs-go!" - Det var min Lise, jeg glemmer hende aldrig. Jeg fik en anden eller et andet hovede, hun hed Agnes. Det var ikke nær så slemt, da min første søn gjorde ligeså med hende - det var da indendørs.

Vi skulle synge meget hjemme. Den første musikalske oplevelse var missionær Fastrups datter og svigersøn, der spillede og sang til et møde, der blev holdt i hotelsalen; der var ikke bygget missionshus. Der blev spillet på guitar og måske mandolin, jeg var meget betaget af det. Regine Fastrup kunne spille på orgel, men det husker jeg ikke så meget af. I må tænke på, at end ikke navnet "radio" havde vi hørt. Kirkegang var helt over til Linå. Jeg er døbt af daværende pastor Møller i Linå.

Da jeg senere kom i kirke der, var det en lærer Mortensen, som spillede. End ikke jeg kunne spille så rædsomt! Lærer Holm fra Gl. Laven sang, så håret stod lige i vejret. Ejner gik 1 år i skole hos ham.

Da jeg var en 5-6 år, blev Regine 25 år. Mor havde lagt en lagkage sammen, som jeg kørte hen til hende med, sammen med en buket violer. Det foregik på min lille trillebør. Mange år efter kom den lille tildragelse på tale. Vi var hos Fastrups om julen, og vi spillede lotteri om småting.

Vi to børn var somme tider med Mor i Silkeborg for at se til Moster Celie. Vi var bange, når toget kørte over broen. Hendes mand, Mogens, som jo arbejdede på skift, var somme tider hjemme, han ville gerne holde sjov med os. Jeg sagde til ham engang: "Du trænger vist til lidt af det, der svier!" Det har jeg ofte måttet høre for; de syntes, at det lød så grinagtigt, kan jeg huske.

Vi flyttede så til Silkeborg, hvor jeg kom til at gå i skole på Borgerskolen i Søndergade. Min frøken hed Agnes Hansen. Hun blev ildrød i hovedet, når hun blev gal. Jeg gik der i 1. og 2. klasse.

Vi boede først i en kvistlejlighed med "das" i gården, Toldbodgade 10; senere Chr. 8.s Ve; 13. Da havde vi fået en lillebror. Han og jeg var meget glade for hinanden. Det holdt sig lige til han døde som 28-årig.

Far arbejdede hos murermester Sehested som svend. Der har nok ikke været arbejde om vinteren. En dag kom Morbror Kristian og en mand, som hed Ellermand, og anbefalede, at "vi" skulle købe en ejendom på Mollerup Mark.

Det skete så, jeg husker kørselen i åben rutebil, og dernæst den lange vej til fods, 2 km., samme vej, som jeg skulle gå resten af min skoletid.

Jeg husker, da vi lukkede køkkendøren op, og en tusindtallig sværm af fluer fløj op fra det gamle, rustne komfur. Jeg husker, at jeg sagde: "Skal vi bo her, Mor?" Der blev bogstavelig talt skovlet "møg" ud. Moster Sørines søster, som boede i nærheden, kom og hjalp Mor. Uha!!

Jeg var nu 9 år. "Bette klasse" skulle gå i skole 4 dage om ugen om sommeren, og 2 dage om vinteren, og så modsat, når vi senere kom i "stu-e klasse". 1 degn og et lokale til den forestilling. Degnens hår strittede lige i vejret, og jeg kan se ham for mig endnu, når vi stod op, han bad Fadervor, og vi "sang" en morgensang. Min lillebror kunne rigtig efterligne ham, da hans tid kom.

Jeg slog gerne følgeskab med naboens Julie, og hendes kusine Louise stødte til os længere nede ad vejen. I kan tro, at vi kunne sove om natten efter den tur, ja, vi skulle jo da lære lektier: Danmarkshistorie og Bibelhistorie. Tavlen blev vist dernede, men griffel og blyant havde vi i et penalhus. Vi skulle gerne op til "brugsen" og have noget med hjem til Mor. Det var pakket ind i avispapir, men indeni kunne der være et pænt stykke papir, som vi måtte se at deles om, Ejner og jeg.

I bøgerne, som vi lånte med hjem at 1æse i, var der billeder af Poul Steffensen, dem tegnede jeg efter. (Degnen sagde til mig engang, at jeg skulle se at komme til tegnefaget. Pudsigt, at lærer Lau sagde til mig, da jeg begyndte at male: "Du kunne jo være blevet tegner." - Da var jeg 67 dengang.

Der gik 5 trælse år. Vi skulle jo også gå turen til søndagsskolen, somme tider til møde om aftenen, - træls.

Jeg skulle gå dobbelt så langt til konfirmandundervisning, og der var megen sne den vinter. Jeg havde fået et par læderstøvler et eller andet sted fra, heldigvis. "Konfirmandstuen" var et rum i udhuset lige ind fra brostenene og lignede et gammeldags karlekammer, blot med bænke uden rygstød. Der blev ro, når pastoren, Alfred Blenker, viste sig i døren. Han lærte os (mig) mange salmer, og han sang godt. Vi lærte om bjergprædikenen, "fillepenserbrevet", og jeg husker meget af det, han sagde. Han var foruden at være præst også lærer på gymnasiet i Silkeborg. Det gjorde måske noget til, at han var let at forstå for dem, der gad. En dreng, som for øvrigt snart efter døde, gik helt i stå i Fadervor, sikkert af bare nervøsitet, han var fra et godt hjem.

Jeg cyklede gerne de 5 km til kirke i Linå eller Voel for at høre Blenker messe. Nej! nej! det var derfor, jeg var kun et barn! Jeg glædede mig til konfirmationen, (ærlig, som drengen i TV sagde: - til gaverne). Husk på, vi fik jo aldrig noget; der var simpelthen ingen penge. Jeg husker, at vi kørte i jumbe til kirke, og der stod "de gamle skrædderpiger" i døren med en pakke, (meningen/tanken var god nok) men nålepuden, puha, hvor den lugtede. Jeg fik ellers nogle småting og 80 (firsindstyve) kroner. De er sikkert blevet gemt og brugt til tøj senere.

Jeg må hellere fortælle, at Far cyklede de ca. 5 km. til Voel hver dag, til en dagløn på 5 kr. - på egen kost. Vi børn fik mest rugbrød med fedt og sukker, forståeligt, at vi var meget forkølede. Om aftenen måtte Ejner og jeg dele et æg eller et stykke flæsk. Vi kunne ikke lide "hvide grød"; de var nu også så stive, når de stod der. "Undskyld, lille Mor!" - Der kunne vel nok hældes lidt vand i, men det havde vi nu heller ikke meget af, for "kjælden" gik gerne tør om sommeren, så vi skulle hente vand både til mennesker og dyr i mergelgraven. Far var snild og lagde gruekedellåget oven i karret, så det gode vand ikke skvulpede over. Til "ren" brug brugtes en mælkejunge til transport af vandet. Forstår I, at en lille pige kunne trække 3-4 køer ned til en mergelgrav for at vande dem; men Mor regnede jo altid med Guds beskærmelse.

Et par tilføjelser til bardomsoplevelserne:

Når Ejner og jeg på 3-4 år gik tur sammen, skulle vi ned ad nogle trapper forbi en brønd, hvis dæksel vi sikkert har stået og hoppet på mange gange. Flere år efter læste vi i avisen om to små piger, som gik ad den samme rute, legede og faldt i brønden og druknede.

Når vi besøgte Sine Lausen fik vi høj kringle med et stort lag sukker, hun tænkte nok ikke på vore tænder, og vi fik hver en lille flaske hjemmebrygget øl med. (Min flaske var brun, Ejners var grøn).

I Silkeborg gik vi somme tider og betragtede kagerne igennem ruderne hos konditoren. Da Mor havde fået vores lillebror, kom fru værkfører Truelsen ( hun var en søster til gartneren i Laven) og gav Mor en ½ fin flødeskumslagkage af slagsen. Vi har nok gjort store øjne, vel også smagt den.

Jeg husker også, at vi var med Mor på sygehuset for at se til en dame, jeg ved ikke, hvem det var, men Mor havde købt et par konditorkager til hende. Damen kunne ikke spise sådan nogle, så vi børn fik dem ud, - jeg kan næsten smage den endnu, ja, vi legede udenfor. Dengang var der jo kun de "små huse", alt det andet store er forlængst bygget til. Jeg skriver dette, så at I kan forstå, hvordan børn kunne glæde sig dengang, nu skal der så meget til, synes jeg.

Der var gaslygter dengang, som en mand gik rundt og tændte ved aftenstid: "Der er lys i lygten, lille mor!"

4. Min skoletid på Borgerskolen.

Når jeg går forbi og ser op på skolen med de takkede gavle, husker jeg tydeligt kvisten, hvor vi havde sløjdlokale. Der lærte jeg at lave julepynt, dvs. hjertekurve af brunt og gråt papir. Jeg fik en sok strikket af hvidt bomuldsgarn; jeg lukker stadig en tå, som frk. Hansen viste mig det. Jeg kan huske, da vi fejrede genforeningen, jeg anede ikke, hvad det var og betød, endskønt vi gik og dansede rundt i skolegården med hinanden i hånden og der blev holdt tale.

Vores skoleudflugt foregik på den måde, at vi gik to og to med fanebærer i spidsen, der var et lille flag for hver klasse, vores mødre var med, turen gik til "Ludvigslyst" til fods. Om vi fik noget spiseligt, husker jeg ikke, men der var et orkester, der spillede inde i salen. Jeg spurgte Mor, om jeg måtte danse med en pige, og det måtte jeg godt; det må have været en vals, for vi kunne ikke rigtig få det sidste trin med, jeg har aldrig prøvet det senere. Vi legede måske i græsset også. Derefter sejlede vi til Silkeborg. Det var vores udflugt.

Når vi skulle i skole, altså løbe omme fra Toldbodgade, løb vi over Bindslevsplads, dengang var der markedsplads med grus over det hele, og der var jernstænger omkring, som de brugte at binde kreaturerne ved på markedsdagen. Disse stænger var også gode til at slå et par "kolbøtter" på, inden vi skulle ind at stille op på række.

Den 24. okt. fik vi så en lillebror. Ejner og jeg var nede hos karetmager Petersen den nat, mens det stod på. Det var pigerne på gaden, der fortalte mig, at jeg skulle have en lillebror eller -søster, men hvordan - det forstod jeg ikke. Engang da min klasse var på tur med skolen til Odden, det skete af og til, drøftede vi det. En mente at have hørt, at det nok var gennem navlen. Jeg vidste jo nok, at Gud skabte de små børn, men jeg ville gerne vide noget mere. Jeg var nok en halv snes år, da jeg forsigtig spurgte Mor - jeg havde ellers set efter i Biblen flere steder. Min søde Mor svarede: "Det er noget, man må finde sig i, når man vil giftes". - jeg var 31, da jeg blev gift og vidste jo da lidt mere om den slags.

Hvis en pige blev gravid og fødte uden for ægteskab, blev hun kaldt "en slem tøs". Jeg husker engang, at min Far ville komme med "moralpræken", jeg var midt i tyverne, jeg følte mig fornærmet. Jeg havde da været i Thisted i 2 år og i Århus i 2 år, hvis det var det, jeg ville!!

På gaderne i Silkeborg var der brosten, så vi kunne høre ølvognen forspændt to store jydske heste, eller mælkemanden; han ringede med en klokke, så konerne kom springende med kander og krukker.

En fiskemand, ham kan jeg bedst huske fra Århus: "Rødspætter, rødspætter, sild og torsk!" skrålede han!

Vi børn kunne løbe over det hele lige ned til vandet over græsset, hvor der dengang stod dyr på græs; der var en del bådehuse. Jeg så engang en mand stå og tisse; jeg blev så flov og følte mig som en stor synder.

På Chr. 8.svej var der grus på vejen, men dog fortov. Nr. 13, hvor vi boede i en lille lejlighed, er forlængst revet ned, for gaden skulle jo laves bredere. Fra vor tid i nr. 13 husker jeg, at jeg kom på sygehus, epidemihuset; jeg havde skarlagensfeber, jeg husker også, at konen på den anden side af gangen derhjemme tit råbte: "Astrid - tellefoonen! - Hun boede vist på kvisten, altså datteren.

Jeg legede med en pige, som hed Gerda, hun ville have mig med i biografen, det kostede 25 øre. Da jeg spurgte Mor, om jeg måtte komme med, sagde hun blot:"Men søster da!!" - Disse ord klang i mine ører flere år efter.

Jeg har da senere set Snehvide og dværgene, julefilmene og en grønlandsfilm i Bio.

Hvad ser børn ikke i TV og på video. Det er måske godt i god tid at kende den barokke virkelighed.

Vi børn løb jo rundt i byen og så på butikker - gerne hos Skaftes konditori: de dejlige flødeskumskager, samt hos Vørsner, der hvor Cykelkompagniet nu ligger. Jeg stod gerne og ønskede mig en ting, som jeg kunne give Mor. Så var der "Sølle Søren" i pjalter; ham løb vi efter det var så interessant, for han sang (eller skrålede) i gårdene, jeg husker særlig en: "Har du ikke set min lille kone!" Der blev vel smidt nogle småmønter ned fra vinduerne.

Vi gik i søndagsskole i Missionshuset på Amaliegade, frøkenen havde en cigarforretning. Da den blev solgt, blev hun helt "mærkelig". Hun spurgte efter sine penge, var da også ved døren engang, mens jeg var hos fru Smidt; men hun var jo da fredelig.

5. Voksen - 14 år

Efter konfirmationen måtte jeg så ud at tjene. Ellermanns kendte et sted, hvor de manglede en pige, og Far "tog mig af sted" for at fæste mig hos tømrer Johs. Riis og Matilde; der var 4 børn, 6, 4, 2 år og et i vente, jeg skulle have 100 kr. for sommeren. Jeg husker tydeligt, at Mor og jeg sad for hver sin bordende, og jeg sagde: "Mor, betyder det, at jeg aldrig kommer hjem mere? Jeg følte mig så udstødt. Mor sagde: "Ja, desværre." De havde ikke råd til at have mig hjemme.

Hos Matilde fik jeg rigelig og god mad. Der var 3 mand på kost, mand, kone, børnene og jeg ved bordet hver gang - 10 personer. Der var en rydden ind og ud, fejen og vasken op (lille plads) med potter rundt omkring på gulvet, søde børn var det; den lille ville gerne hænge mig om halsen. Sådan begyndte min uddannelse.

Der var en radio - gammeldags selvfølgelig - men jeg hørte en aften, jeg skulle jo alligevel være ved børnene, at der var kommet en ung dygtig sanger, Aksel Schiøtz. Det var jo lige sagen, kedeligt, som han endte.

Jeg ville gerne skifte til november, og Far og Mor fæstede mig til Allinggård ved Laven, manden der var sognefoged. Jeg var så pige; der var ingen, der spurgte, om jeg kunne malke og give spædkalve, det gjorde jeg bare. Jeg husker engang, at konen måtte "i seng med en abort". Manden blev så gal på mig, fordi jeg ikke løb stærkt nok i stalden. Han var ellers flink. Jeg tissede i bukserne lige på stedet og græd, da jeg kom ind; der var sendt bud efter "An Mari", som I har hørt om. Konen var nemlig en søster til Helga.

De fik da sønnen efter jeg var rejst; de havde kun 2 døtre, 8 og 6 år. Han endte desværre i laden med en snor om halsen - 50 år.

Konen var meget rengøringstosset og "nøv", der skulle skures og ferniseres til forår, efterår, jul, fastelavn og pinse. Vi vaskede det jo af hver dag, altså gulvene. Maden var meget god, men til gilderne især. Til hverdag blev der bagt kringle til "kålen".

Om sommeren skulle jeg hjælpe til i høst; to karle kunne nemt dække en lille pige til med neg; jeg råbte: "Jeg kan ikke!" - Men manden sagde: "A seje do skal!"

Men - så kom jeg alligevel ud i marken og forkede neg; når den ene vogn var fuld kom den næste. Jeg sagde til konen om aftenen, hvad der mon skulle gøres ved den høje knude på mit håndled. Svaret: " Nåh, det goer nok øwwe!" Hun roste mig da for at vaske 5 store 80 punds spande af hver dag; jeg skulle også give to store tyrekalve skummetmælk - først i engen og siden inde i stalden. Til sidst sagde jeg til manden, at jeg var bange for dem, - var det en "hvid løgn" eller...

6. Tjenestepige på landet 1927-28 (14-15 år gammel).

Hvad mon en arbejdsledig ville sige til at udføre det arbejde, som jeg her beskriver:

Om sommeren op kl. 5 morgen, jeg kan endnu huske manden stå i dørsprækken med sin lange hvide natskjorte og kalde på mig, for derefter at gå i seng igen lidt til konen. Jeg var 15 år dengang, men jeg måtte jo ud at malke mine køer - selvfølgelig med hånd, og derefter give spædkalve. Om aftenen i forvejen havde jeg båret brænde ind, samt hugget lidt pinde "skjælde" og båret dem ind sammen med et bundt halm, og lagt i komfuret, så konen kunne tænde op og lave morgenmad, kogt mælk på rugbrødsterninger og en kop kaffe (godt med cikorie), samt et par stykker brød, osten var afskåret. Jeg skulle vaske gulv (ligge på knæ) i køkkenet, stå i bryggerset, vaske op, skrælle kartofler eller æbler, samt vaske mændenes sokker; men inden morgenmaden skulle jeg rede karlenes senge på loftet; det var senge med halm i. Halmen skulle skiftes engang imellem. Andenkarlen tissede i sengen hver nat, somme tider måtte lagenet hænges ud på stakittet, der blev den ene ring efter den anden på lagenet. Stakkels knægt, han var fra et fattigt fiskerhjem. Vi var med ham hjemme en aften nogle stykker, jeg mindes, at vi sad på fiskekasser.

Jeg husker, at jeg skulle hjælpe konen færdig med storvasken (vride tøj i hånden); manden stod i døren og brokkede sig over, at jeg ikke overholdt malketiden. Om aftenen skulle jeg lukke for hønsene, samt de store kyllinger, som sad i grisehuset. Jeg husker, at jeg gik ind, når det var mørkt, og følte på ryggen af dem. Jeg var bange for, at der skulle mangle én.

Om vinteren, når vi sad ved bordet i folkestuen om aftenen, tog jeg uldstrømperne af og stoppede dem,

Manden var i sangkor, hos præstefruen i Tulstrup. Jeg tror da vist, han havde en HGF; jeg kan da ikke tænke mig ham på cykel, en tyk sognefoged. Han spurgte mig en aften, om jeg kunne synge en melodi, som han kunne bas til, - konen kunne nok ikke synge. Vi sang: "Nu tændtes stjerner i aftenblå!" Jeg syntes. at det var spændende. Vi spillede også 4-kort med billeder sammen med de to børn.

Jeg cyklede hjem en aften. Marie Møller kom over for at hilse på mig. Jeg skulle lige hvile lidt på divanen. Mor vækkede mig, da kaffen var lavet, og da hun havde stoppet mine strømper. Sådan gik den aften.

En anden aften lånte jeg forkarlens cykel, da Mor og Far skulle besøge nogle folk et stykke vej derfra. Konen havde ellers advaret mig mod ham. Det var nu ikke nødvendigt, vi kunne ikke lide hinanden. Jeg "passede hjemme" med ham, men det var mig, der måtte malke køerne, som havde kælvet - den store voksne karl på 19 år turde ikke - hvis nu køerne sparkede lidt!

Jeg husker ikke, hvem der lappede min cykel.

De tre "fine" stuer skulle jo kun gøres rene engang imellem, så måtte jeg ellers ned på knæ med børste og fejeblad, der var jo ingen støvsuger, vaske uden omkring og støve af; det skulle vare 1 time. Stuerne var jo kun til fremmede, men så skulle det også se ud af noget. Køkkengulvet skulle vaskes hver dag; hun tog selv folkestuen. En dag skulle jeg vaske over middag også, for konen. som kom, "wa så nøv". Hvad tror I, jeg tænkte, da jeg så hende med det skrabede hår og lang mørk kjole?

En dag skulle jeg sendes til købmand i Laven, dvs. gå uden om søen. Konen sagde: "A tår sjæl gwollet, a tøgges, det æ bløwen lidt gro!"

Sognefogeden døde for flere år siden. Den ulykkelige søn, som jeg har omtalt, fik jo så gården; derefter hans søn, som jo da fik den. "Min kone" sidder på plejehjem i Ry: "Hon æ nok osse bløwen lidt gro!"

Mit højeste ønske dengang var, at jeg måtte blive syg, så at jeg kunne komme hjem til Mor. Hvis jeg løb af plads, havde jeg jo en "plet" på mig og var så blot blevet sendt tilbage.

7. Ung pige i Århus m.m.

Min tante Sine i Århus (Kongsvang) ville gerne have mig til pige, da Anna skulle have plads hos en sagfører som kokkepige, så jeg rejste til november efter 1 år som pige/karl. En dag, da der var støv på bilæggerovnen i folkestuen, sagde konen: "Hwa trowwe do, Sine vil sej te såen nøj!" - Jeg sagde: "Ingenting, der er nemlig en hvid kamin, den går helt til loftet!"

Det var Villa Siesta, Regnersgade 12, jeg kom til. Jeg havde hørt, at Tante skulle være vanskelig (hun havde fået en operation, som vist er meget almindelig i dag). Men jeg mærkede da ikke noget til det, nu havde jeg trods rigeligt med arbejde familiær stilling og tog somme tider med dem i byen. Vi kørte i Fordbil, hvad mener I! Tante råbte af og til: "Trut, Peter!" - Det sjove var, at hun var thybo og rullede med R-erne.

(Keld kørte tur med os omkring Regnersgade 12, jeg tænkte: "Nå, det var bare den villa, nu har vi jo et hus selv, det er meget bedre.)

Ebba læste til realeksamen, når tante og jeg sad med vores håndarbejde, jeg broderede en del af min kusines påbegyndte ting færdig, Ebba lyttede til snakken, så sagde tante pludselig: "Læs, Ebba!" - Der var jo kun opvarmet i det ene rum.

Efter et år der tog jeg hjem og hjalp Mor, jeg kunne se, at hun trængte til hjælp.

En tid efter kom der bud fra Tante og Onkel i Thisted. Inga deres adoptivdatter skulle på en skole hos hernhuterne i Tyskland, derfra stammer bogen om de tyske børn (Den har jeg givet til Ulrik). Inga havde været "pige" efter en ældre pige, som familien havde haft i mange år, men det var et stort hus, både oppe og nede. Butikken skulle passes; tante gik jo i renseri og farveri, der var Onkel jo nede.

Det var sjove mennesker, men det var frygteligt for mig at tage imod telefonbesked, jeg kendte hverken sproget eller de forskellige byer. Der kom en organist løbende så tit for at låne telefonen. Han spurgte en dag, om jeg ville komme at synge i hans kor. Han var dygtig, endskønt han var næsten blind. Jeg har været med til at synge i Fjerritslev sammen med koret fra Brovst. Jeg var meget glad for at være med og lærte meget ved at stå sammen med et par "gamle" dygtige sopraner. Inga havde endda sagt, at det var intet værd. Det var nok, fordi hun lærte solosang og spillede klaver; noget skulle hun jo også være dygtig til, hun var meget sød.

Efter 2 år i Thisted, var jeg træt af det. Tante klagede sig hele tiden, gik til lægen af og til, som sagde: "Hun skulle gå i luften." Undskyld min humoristiske sans. Hun havde nu noget med tyktarmen; hun døde som 60-årig. Jeg kom igen til Århus, men det er vist aldrig godt at komme samme sted anden gang. Efter et års forløb søgte jeg plads, og ingeniør Zeuten kom derud og talte med mig, jeg har jo nok kunnet gå an, jeg fik da pladsen. 3 børn, Karen Louise (senere fysioterapeut), Poul og Erik, to velopdragne drenge på 7 og 12 år. K.-L. skulle lave mad, men sikke da et rod - værsågod!

Jeg var en kort tid hos en murermester, det var kedeligt. - Ja, jeg gik da hen og tog det lille klippekursus, samt var i kor og KFUK. Mor ventede mig hver søndag, men hun var ved at skrante.

Forinden havde jeg været hos fru slagter Hertz i tre år, ind imellem på Rønde højskole, hvor jeg fik mit dansk frisket godt op. Det var i forstander Madsens tid. Det var for øvrigt efter den tid, at jeg begyndte at skrive sange. Fru Hertz svarede godt til sit navn, og man måtte beundre hende som slagtermester; hun gik selv på slagtehus og købte ind. Jeg har da også været med hende på landet at købe kreaturer. Den unge frk. Hertz boede hjemme, hun var førstedame hos Peter Jessen, rejste af og til en tur til England, hun havde en penneven der, men det var nu ikke ham, hun blev gift med, men en enkemand med en søn, som ejede huset.

Jeg var tilfældigvis på besøg hos Marie Laursen (min efterfølger), da frk. Hertz kom syg hjem. Hun lå i sengen, læge Dahlerup ville have hende på sygehus, men det ville hun forståeligt nok ikke; værelset var fuldt af blomster. Da jeg kom igen nogen tid efter, måtte hun af sted igen og giftes; hun fik tvillinger om efteråret. Jeg kan jo nok regne ud, hvorfor hun havde skrevet til mig, om jeg ikke nok ville komme til England, hun havde en plads. I sådan en situation er det nok lige meget, om man er frøken eller tjenestepige. Men Mor var jo syg! Manden var sproglærer, og frk. Hertz kom til at undervise i dansk madlavning; det var tragikomisk, jeg har aldrig i de tre år set hende i køkkenet. Dog undtaget når frk. Hertz var i sommerhus, og vi skulle lave nogle spændende anretninger til hendes gæster. Hun prøvede med flere fyre, men uden resultat! Sønnen Ludvig havde en forretning i Ringkøbing. Han sagde - hørte jeg, at han elskede Ester, men jeg vidste da godt, at han på vej hjem havde haft en seminarieelev oppe at køre, hun hed Ester, så det var sjov; jeg følte nu heller ikke noget for ham.

Tro mig, der er flere som har haft et godt øje til mig; men jeg tænkte på min Mors advarsel: Gift, det kan du altid nå. Jeg så vel heller ikke så værst ud og jeg nåede det jo også! Én sagde rent ud til mig, om jeg skulle giftes med en præst (som jeg havde talt med om vores sangkor en 5 minutters tid på et offentligt sted.)

Så var det NOK der. Fru Hertz ville udnytte mig med regninger, der skulle tælles sammen, have mig med til Blå Kors. Det var for familiært. Det var da også strengt at være enke efter en fordrukken mand, men jeg tog springbrættet til Gern. Min kusine Johanne ville ikke blive i sin plads, da konen var død; så jeg lovede tante Kis at komme til hende og Ejner, når Jørn skulle fødes. Jeg opdagede også inden længe, at der var ugler i mosen. Manden skulle køre "et læs" til Bjerringbro - til bestyrerinden på KFUM. Jeg spurgte ham rent ud, om han ikke snart skulle giftes, for jeg skulle jo til Silkeborg i juli. Jo, han havde da tænkt på at sige det - det var for sine to børns skyld (æh-bæh) - De to gamle fik 6 (seks) børn lige på rad. Det er vist en af de største overraskelser i Gern by. Manden var da god nok. Pænest indvendig, kom aldrig til spisetid, kørte i byen, så at de to små piger sad og græd, når jeg kom hjem fra en fridag - jeg så nok, hvad klokken var, når han kom hjem.

Det var da ellers meget rart med de unge i Gern. Et lille sangkor var startet, han sagde det var et kærestekor - men tyv tror, hver mand stjæler. Anna, min senere svigerinde, kunne blive ved med at sige: " Ham der er min bror, og der var 8 i alt. Der var nok til at sværme om Otto, så jeg rejste til Silkeborg, kom i kor igen.

Hans "muue" sagde: "Hwa vil do ha såen en gammel pig te?" - Hun blev da vist klog på det, inden hun døde. Et lille træk skal med her. Hans forældre var jo gårdfolk, og familien fra Sall kom på besøg, de skulle jo også se mig an. Der blev spist til aften i den fine stue, da Anders Peter kom i tanker om, at Otto skulle have hjælp til at sprøjte smågrise. "Bliv bare siddende", sagde jeg, "det kan jeg nemt hjælpe med!" - Otto har fortalt, at det hjalp svært på anseelsen.

Inden jeg vil fortælle om de tre andre steder, hvor jeg har haft plads, må jeg fortælle om min egen indstilling til "kærligheden". Jeg kunne ikke tænke mig at gifte mig med en mand, jeg ikke kunne være fælles med i kirke og sang, og som måske ville sige: "Dig med din korsang!" - Hvad der så end kan komme, det må vi finde ud af sammen .

Vi var i Voel kirke i formiddags, på grund af konfirmation andre steder spillede Jørgensen, og en kvinde med en dejlig stemme var kirkesanger. Otto sang bas til den ene salme, han kan synge smukt bas endnu.

Jeg var husassistent hos fru Åge Smidt i knapt et år, og jeg har kun godt at sige om hende. Hr. Smidt havde jeg ikke ret meget med at gøre, han gik til forretningen efter morgenkaffen. Det var ikke nogen familiær stilling. Jeg spiste min mad i køkkenet, men når han var gået, bad fru Smidt mig komme ind og drikke kaffe med hende og snakke med hende. Det var tiden, hvor der var krig mellem Rusland og Finland; det var meget denne sag vi drøftede, ligesom hun også betroede mig andre ting. Hvis jeg ville rejse mig fra bordet, kunne fruen sige: "Bliv lidt længere og tal med mig, De kan sagtens nå det!"

Åge Smidt var blevet opereret en gang og skulle have speciel mad i pergamentpapir, eller jeg lavede omelet til ham. Det blev til sygehusophold igen. Han sendte sygeplejerskerne, som passede ham, et par fine strømper, og han gav mig en dug til min fødselsdag, samt kostpenge til ferien, det havde jeg aldrig fået før. Jeg skulle gå med sort kjole, samt stuepigekappe om eftermiddagen. Fruen takkede mig, fordi jeg skyllede kaffepose, inden jeg gik, når jeg havde fri, og hun takkede mig, fordi jeg havde slået græsplænen, mens hun havde ferie; der var jo en gift datter i København.

Fru Smidt var meget sød og dannet, hun ville have, jeg skulle gå en tur hver eftermiddag.

Det skete, at Sofus Sørensen (A.Smidts fætter), samt købmand Sørensen kom på besøg. Så skulle jeg tage imod gæsterne. De var meget forbavsede over, at "hende lille frk. Christensen" havde smurt så fint smørrebrød.

Jeg mindes en aften, jeg bad om lov til at gå, ud over mine to fridage, hun gav sig til at græde; ja, fruer kan også savne og sørge og søge trøst hos en tjenestepige.

Jeg var derefter hjemme hos Mor, den korte tid hun levede og passede hende dag og nat. Jeg sagde til mig selv: For Mors skyld - græd ikke! Det var på samme tid, at morbror Mikkel drejede over vejen på cykel og blev kørt ned. Jeg fortalte Mor det, men hun reagerede ikke særlig på meddelelsen. Mor døde d. 13. september 1940. Hun oplevede ikke noget videre af 2. Verdenskrig.

Indtil jeg fik plads igen hos en automobilforhandler med stor villa, gik jeg ud sammen med Helga Liin, eller alene, som kogekone.

Mor syede jo for folk, så nogle kom og fik syet noget - jeg har aldrig lært at sy.

Det var også i den korte tid, at jeg cyklede hen til lærer Glargård i Linå og fik undervisning i orgelspil - 2 kr., for en halv time, men det meste har jeg nu lært mig selv. Det er vist ikke mange, der kun har givet ca. 20 kr, for sin "uddannelse". Jeg har da haft megen fornøjelse af at finde frem til og kendskab til noder og lidt håndelag.

Hos Vald. Jensen (Ford) var noget, jeg aldrig havde oplevet før, deres "kannibalfester". Jeg var vist den eneste ædru person inden sengetid, og den var jo somme tider sen. Jeg havde et pænt værelse, men så lidt tid til at være der. Jeg skulle jo passe ungerne, undtagen de to friaftener, som de også gerne ville snyde sig (mig) fra. Engang, da fruen var på rejse, ringede han hjem og sagde, at der kom herrer til engelsk bøf; jeg kunne få fri næste aften. - "Det jeg skal, er i aften," sagde jeg. Det var nemlig min sangaften, og Otto skulle jo komme. Så jeg måtte stege dem, ringe efter en barnepige, som skulle sætte dem ind. V.J. kom en dag med en slagtet gris, som jeg kunne gøre i stand nede i kælderen. Jeg bad Fruen gå med derned. "Nej, ærlig talt, jeg har ikke spor forstand på den slags, men jeg kan da støvsuge i stedet for", sagde hun. Hun sagde i øvrigt, at hun aldrig havde smagt sådanne gode medister. Det var da altid noget! Deres børn skulle passes og "smides" i seng. V.J. skulle altid i bad, når hun ikke var hjemme. Der kom engang en pige på besøg hos mig. Jeg undrede mig over, at hun kunne vide, hvor jeg boede. "Jo", sagde hun, "jeg kunne ude på gaden høre én, der råbte: 'din F...... tøs', så jeg regnede med, at det var her." -

Jeg sang gerne en sang for børnene: 'Jeg er træt og går til ro', så den lille pige på 3 ville også have en sang, når moderen skulle lægge hende i seng. Så sang de: 'Højt på en gren en krage'.

Jeg fik tilbud om en plads på KFUM som kokkepige - med mere i løn. Fruen truede med at melde mig, ja, hun tilbød mig også mere i løn.

Hvis jeg skulle begynde (min karriere) i dag, ville jeg ikke i et privat hjem, men hen, hvor der var bestemt fast frihed.

Jeg flyttede. Det var under krigen, og jeg fik en seddel lagt på køkkenbordet. Der var bestilt varer. Der var 110-120 mænd, som skulle have middagsmad, og de fleste også aftensmad. Det hele skulle strækkes med gryn og kartofler osv. Alle havde deres egen smørskål, sukker var der lidt af. Tænk jer, at lave kaffe til en fest, en hel sal med mennesker, og så kun stå med kaffetilsætning, og dertil behøvedes vist også rationeringsmærker.

Der blev fyret med tørv i komfuret. Pedellen toppede kassen rigtig fuld. Gryderne gik ned i ilden. Ingen røremaskine. Jeg havde to pander til stegning, og derefter de 200 frikadeller ind i ovnen, og ligeså med de stegte sild. Andenkokkepigen var ikke lykkelig, når jeg skulle have ferie, hun var endda meget dygtig. Helga sognefoged fra Grauballe.

Da de fik købt den ringeste gård i Svostrup, kunne Otto og jeg holde bryllup. Helga måtte lave mad til pensionærerne, og jeg lavede selv bryllupsmiddagen, suppe, kød og kartofler, samt dessert, hvad det var, husker jeg ikke.

Da der var gået et års tid, og vi havde fäet et og andet ordnet, ville jeg have en søn - han hjalp os da også af med gården! Hjertelig tak!

Ulrik havde pylerus stenose, noget man opererer for nu om dage (det ved Hanne). Jeg måtte gå med ham på Hammel sygehus - nat og dag, for at være malkeko. Der var ingen, der troede på liv, men han blev da til organist i Sct.Clemens kirke i Randers.

8. "Krumhvælen" (krumhvirvlen)

Otto og jeg blev jo som sagt gift d. 5. december 1943: Nogle synes vist, at det var en mærkelig tid på året, "der måtte da være noget galt". Men jeg skulle jo 1. november give besked, om jeg ville blive på KFUM eller ej. Jeg var jo "jomfru" det første år vi var gift, men det kan jo ikke ses på en lille rund kokkepige. Vi syntes ikke, at vi kunne sætte et barn til verden i den forfaldne hytte. Otto havde gået i 5 år hjemme, gratis, "de gamle" ville, at han skulle tage en pige med "pææng", så de kunne købe fødegården - men penge er - trods alt - ikke alt. Otto måtte låne 4.ooo kr. af A.P. (hans far) for at købe noget. Det var først længe efter jeg blev klar over, at det kun var renter, vi betalte, ingen afdrag. Den gamle købte et par køer og en kvie, som var "ubrugelige" og satte ind for 4.000 kr. Lidt bedre var det da med hønsene. Otto plukkede revlingris i Gern bakker; det var da bedre; eller han arbejdede på en gård. Jeg plukkede bær og solgte dem; eller jeg var engang imellem ude som kogekone; jeg fik ti kr. om dagen, omend den var lang. (Det var det samme, som Dagmar kogekone tog). Somme tider fik jeg jo noget i kurven med hjem.

Da gården brændte, kom Mariane (Ottos mor - nu enke), som nu boede hos datteren Dagny, eller modsat, og forlangte sine "pææng". Jeg blev så gal, ja simpelthen så rasende og sagde, om hun hellere havde set, at hendes søn var faldet ned gennem det brændende tag. Det var lige derved, for taget skred sammen lige efter, at vi havde fået ham kaldt ned. Han gik jo og øste vand på, da vi endelig gennem røgen fandt en spand. Otto kom ned med et stort brandsår i panden.

Da politiet kom og forhørte, sagde Otto: "Hvis jeg selv skulle have gjort det, skulle det ikke have været i det her vejr!" - 25. januar og snevejr. Da vi spurgte den "bette kål", hvor han havde fundet tændstikkerne, svarede han frisk og frejdig: "Jeg kravlede op på tørvene og kunne nå tændstikkerne på hylden." - Så var den bøde undgået. Han sagde også til journalisterne og andre, da han kravlede ind under Hildas chaiselongue: "A trænger it te å blyw folgeferet!"

Vi skulle først have været til Hilda Kildegårds fødselsdag dagen efter, men nu kom vi med dyr og børn. Men tilbud om mad - nej tak! Alt smagte af røg. Dagen efter ville hun servere sild, hun var ellers dygtig, men nej tak!

Så flyttede vi en tid op i bagerens kælder at bo, inden vi fandt noget andet, men gulvet var vel krigsmateriale, så det støvede over alt. Torben ville ud og rakte efter sin frakke hele tiden. Jeg var en god "malkeko", men vi fik da vist holdt op, inden han blev 2 år.

Der var 2 ejendomme til salg: én i Asmindegårde (dam lige ved gården) og Alfred Jensens i Dalsgård, og det blev så den, vi købte. Det der med en dam tæt på, det kunne jeg ikke gå med til med 2 små børn. Da vi havde fået malet og tapetseret, både ude og inde, synes jeg, det blev et meget dejligt hjem. At vi så skulle slide og slæbe, det hører jo med til at være landbo. Man nyder mere tiden derefter som pensionist og kan sige Gud tak for, at man fik lov at blive gammel.

En gammel smed her fra byen sagde til mig: "Der er så deiligt ude på landet!" - Jeg kunne jo svare: "Ja, så længe der er kræfter!" - Jeg tænker på ham, når jeg ser ham i pensionistforeningen: "Du skulle lige have prøvet!"

9. Kone og mor 1945.

Man kunne få rationeringsmærker på næsten alt, om det så var kaffetilsætning - kaffe smagte vi jo ikke i mange år. Man kunne få mærke til en "pakke", når man ventede sig en lille. Jeg husker nok, at jeg cyklede ud til Vestergården til Andreas Petersen, som var sognerådsformand efter mit mærke. I pakken var der 12 bleer af celluld, så tynde og "levende", 6 par bukser og et par trøjer, samt en lille blå frakke.

Da Ulrik var et par år, fik jeg af Hilda en aflagt jakke, som havde tilhørt hendes dreng, Anders. Da den var slidt, næsten halvdelen af ærmerne var væk, gik jeg hen og spurgte Hilda om hun havde et par klude. Jeg vidste, at hun havde en kjole af samme stof. Hun var en flink kone og fandt nogle klude, så frakke blev der - med store lapper.

(I skulle se, hvad der ligger af børnetøj på loppemarkederne i dag!!)

10. Et barselsgilde!

Som jeg har fortalt, gik jeg lidt ud som kogekone, det blev jo hurtigt spurgt. Jeg kom et sted for at hjælpe. Det var allerede om lørdagen; konen skulle til damefrisør, så jeg måtte se efter den lille! Der var ikke en ledig plet på bordet, hvor jeg kunne begynde med noget. Jeg måtte først bære aske ud; derpå ud at brække nogle pinde i stykker, så jeg kunne få tændt op i komfuret, derefter vaske op. Da gav jo da lidt plads. Det var en sød kone med godt humør; hun er desværre død nu. Jeg bagte kringle, jeg husker, den var særlig god, dernæst vandbakkelser. Om aftenen, da jeg kom ind i spisekammeret, svømmede en mus rundt i piskefløden. Heldigvis kom Otto i det samme og reddede musen. Fløden blev pisket, og alt endte godt, der døde da ingen, undtagen musen.

Kan det gå an at fortælle om en mand, der kom på visit samme sted, men sagde: 'nej-tak'. Konen havde lige lagt den lille - det var en dreng - på bordet for at hente noget tøj, og manden havde set en stor stråle lande midt i mælkefadet, så manden havde altså ikke appetit og sagde farvel - og velbekomme.

Vore drenge var til fødselsdag hos nabodrengene med dejlig varm kringle og kakao. Da de kom ind, lå hunden pladseret over den varme kringle. Jeg fortalte denne hændelse til mine malekammerater - uden navn selvfølgelig. En ung kone spurgte: "Spiste de den?" - "Ja, selvfølgelig - hvad ellers!"

11. Indbrud.

Vi var i Resenbro hos Farmor og Dagny, kørende barnevogn ca. 5 km. Ulrik sad på cykelstangen. Vi var nok godt trætte efter turen og efterfølgende fodring og malkning. Jeg husker, at jeg var oppe ved 1-tiden, men sov derefter igen.

Om morgenen, da jeg lukkede døren op til spisekammeret, kunne jeg se, at et vindue var brudt op. Der var taget et stort stykke røget flæsk, en pølse, 2 sodakager, et glas syltetøj, en flødekande var væltet - det skulle han da have drukket - udenfor havde den "ærlige" tyv sat formene; en krukke æblemos havde nok været for sur for ham, han havde lige haft en finger deri. Jeg husker endnu, hvordan Ottos ansigt så ud, da jeg fik kaldt på ham; til beskrivelsen hører tilføjelsen, at vi vist kun havde havregryn til morgenmad den dag.

12. Kogekone på landet.

Konerne, som jeg skulle hjælpe, var meget forskellige, men de fleste var rare og taknemmelige. Et sted - jeg husker ikke, om det var til barnedåb eller konfirmation - sagde konen: "Du kan gå ned i kælderen og se, hvad jeg har og lave det ligesom du synes." - Jeg tror nok, at desserten var fløderand.

Nu er kogekonerne jo helt "uddøde". Enten spiser folk ude eller køber maden. Et sted kom jeg til at lave for meget karamelsovs, men det var konen bare glad for, der var ikke hældt flødeskum i det hele. Samme sted havde jeg, foruden alle andre slags, bagt linser, men da gæsterne var gået, stod de - altså kagerne - inde i spisekammeret, enten det nu var min eller serveringspigens skyld, men det gjorde heller ingenting. En anden gang kom jeg ud for noget, som jeg ikke troede kunne ske i et "så fornemt hjem".

Det var til et barnedåbsgilde. Jeg havde kogt suppe, og det var meget lummert i vejret, det var om efteråret - jeg husker tiden, fordi jeg var så småt "på vej" med Torben. Jeg sagde til konen: "Du må ikke komme suppevisk på i dag, det venter vi med til i morgen (søndag)." Jeg havde jo lavet boller og alt det andet. Men den kloge kone sagde, at det sagtens kunne gå. Hun kom grønt i; om det så var ingefær, kom hun det i. - "Ja, så må du ikke lægge låg på", sagde jeg. - Husk på: der var hverken køleskab eller fryser dengang. - Der blev lagt låg på om natten. Suppen var sur om søndagen. Bedstemoderen mente, at vi kunne komme lidt natron på. Der var da heller ingen der døde af det, men jeg glemmer aldrig konen, der sagde til Bedstemor: "Vi må undskylde, kogekonen er nybegynder". Jeg husker, at jeg kun sagde: "Nej, afdanket", og tænkte: "Jeg gør ikke det her en gang til!" - Jeg tog lidt revance, hun listede mig til at komme at smøre "fint smørrebrød" til et gilde. Hun stod og skar og skar brød på den gamle brødmaskine. Jeg sagde på et tidspunkt: "Hold dog! - nu er det rigeligt!" - Men den "kloge" kone blev ved, hun talte nok hele, og jeg halve, men pyt med det: hun var jo konen i huset. Det halve var tilbage, da gæsterne var gået. Der blev hurtigt en stor kurv pakket med smørrebrød, som jeg skulle have med hjem, for hendes mand måtte ikke vide det. Så jeg cyklede hjem ved midnatstide med alt det dejlige smørrebrød - 5-6 km. Var jeg blevet "antastet", kunne jeg da have budt på en bedre frokost, men nu kunne Otto da rigtig få noget, jeg kom godt hjem hver gang, selvom det var sent, når jeg cyklede hjem. Ærlig talt: jeg var lidt skadefro denne gang.

13. Barnefødsler.

Barnefødsler er vist de begivenheder, mødre bedst kan huske, enten man får tre eller 13 børn.

Jeg tænker somme tider på de unge i dag, der bliver passet både før og efter - heldigvis.

Jeg malkede til sidste dag, men det tog jeg jo heller ingen skade af. Dog en tid før havde en kvie kælvet om natten; kalven var dog kun halvt ude, jeg måtte cykle til naboen for at ringe til dyrlægen. Vi skulle slå kalven ihjel, stoppe resten ind, som så skulle parteres ud, når han kom. Jeg skulle hjælpe til (tænk, med tyk mave); jeg gik dog ind under sidste forestilling. Da Jens Busborg så kom om aftenen og udførligt berettede om lignende tilfælde, gik den vordende mor i seng.

Min jordemoder var en stor, halvgammel, strithåret, døv kone. Dengang var jeg rigtignok glad for at jeg havde læge Grejs at snakke med; jeg havde ellers haft kredslægen i Silkeborg, men han var på ferie.

Næste gang var det igen samme jordemoder. Hun sagde: Du får da vist tvillinger; nå, men vi må se at komme i gang, så jeg kan komme hjem! - Veerne gik derved i stå, vist af bare skræk. Vi måtte så have læge, det skulle jo i gang igen. Det var under krigen eller dens bivirkninger, ingen kørte i egen bil, så hun skulle med vognmanden hjem igen! - sikken forestilling!

Til sammenligning var nr. 3 en hel festforestilling med fr. Brun og læge Andersen, hvor alt gik med godt humør. Så prøvede jeg da det, og det gjorde ikke spor, at "pigen" var en stor mørk dreng, godt klemt. Jeg havde hjemmehjælper bagefter. Det var en dejlig oplevelse! De forrige gange havde de familiære hjælpere næsten været mere syge end jeg, og de tog hurtigt af sted - så snart som muligt. Jeg passede mig selv og havde nok at gøre med at holde en tusindtallig sværm af fluer borte fra mig. (Fatter hjalp mig da!)

14. Pensionist.

Trods slid og s1æb og fattigdom overlevede vi jo. Tænk, at vi nu har pænt hus i et pænt kvarter. Godt, at Otto fik kørekort dengang, - godt, at Ulrik "puffede godt til", og at Otto oplevede de gode år på DAB, som han endnu kalder "Wos" - altså rutebilerne. Og vi fik mange gode oplevelser med Silkeborg Strengekor til koncerter, stævner og kurser. At det samme kor er "gået ned" er intet under, undskyld! Mine fem år som "malerstuderende" er uforglemmelige, og jeg er taknemmelig over, at jeg måtte blive gammel, men indvendig føler jeg det ikke - "spejle er blevet så dårlige i de senere år".

'Du bedst min tarv og trang, o Herre, kender,
tilmed er lykkens gang i dine hænder,
og hvad mig tjener bedst i hver en måde,
du det tilforn jo ser.
Min sjæ1, hvad vil du mer?
Lad Gud kun råde!'

Når I, mine kære drenge, læser det, jeg har skrevet, kan I måske bedre forstå. at jeg somme tider var lidt "hård i filten" og ikke lige sjov at spændes med. Men jeg synes nu, vi har haft det hyggeligt mange gange, og ikke mindst nu da de søde piger er kommet til - og børnebørn!

Hilsen Mor.

-------------------------------------------------------------------------------------------

Vær venlig at rive det ud, der er overflødigt - og ret fejlene, - nu har jeg da haft fornøjelsen.

-------------------------------------------------------------------------------------------

CAUSERENDE TILLÆG

til beretningen fra foråret 1984

af Esther Rasmussen.

15. Skolepige år 1924 -26.

Hvad mon børn i 1984 ville sige til at gå 2½ km. for at komme i skole, altid med træsko på og kludesko i rygsækken. Det skete jo, at der var så megen sne, at vi måtte blive hjemme, men et par gamle uldsokker uden over træskoene kunne jo godt holde på dem, så træskoene ikke skulle blive væk i sneen.

Når så tøvejr slog ind, skulle vi balancere på en græskant. Hvis vi kom ud i pløret på vejen, kunne vi jo måske miste en træsko. (Bonden kunne nu godt have levnet en lidt bredere kant til os) - ja, det var jo kun, til vi nåede kommunevejen, at det var så slemt.

I gangen på skolen var der rum til vore træsko. "Gymnastik" foregik jo på gruset i skolegården. Der var kun ét klasseværelse med vinduer i begge sider, men vinduerne var malet over for neden, så børnene ikke skulle se ud, der kom jo af og til en møgvogn eller mennesker, der skulle til Brugsen. Der var jo ikke mange fag, men "Degnen" var god til at fortælle Danmarkshistorie, vi fik da også et lille stykke for, som vi skulle lære. Dansk, eller læsning, foregik på den måde, at vi skulle læse en halv snes linier hver, så skulle man stå op.

De "små" skulle lære at stave på den måde, at én af de "store" blev sat ved en "lille" og således skulle hjælpe med stavningen.

Regning, ja, vi lærte jo da at lægge sammen, trække fra og gange (lidt procent-regning), jeg kom vist aldrig igennem regnebogen. ("Man" sagde, at Degnen ikke kunne regne de sidste stykker.)

Vi skulle lære at skrive pænt. (Om det så er lykkedes!?)

Grammatik - tegn og sætninger osv., det var først på Rønde Højskole, at jeg fik fat i lidt af det, men det interesserede mig så meget, at jeg begyndte at skrive sange. Den første var til Esther og Ludvig Hertz' bryllup. Frøkenen var jo i bekneb, og jeg var jo nysgerrig efter at prøve, - jeg er ked af, at jeg ikke har gemt én af hver af mine sange. Sikke en bunke, I så kunne se, når jeg er rejst hinsides.

Når jeg ser al den mængde legetøj, som flyder rundt mange steder, tænker jeg på vores barndom, som måske var sundere alligevel. Jeg havde da et par bolde. Jeg kunne spille med 2 bolde op ad en væg - længe; ja, det skulle da være ude, for inde skulle vi være stille, når Far kom hjem. Dvs. han lavede en gynge til os i det store køkken, den havde vi megen glæde af.

Far gav mig jo også en lille mundharpe, som jeg skulle spille på. Det foregik tit på gyngen, det var ikke få gange "Tordenskjold" måtte prøves, indtil den var der, eller "Herlig en sommernat", derefter kom det hele jo af sig selv. - Hvis vi skulle være i stuen, måtte vi være stille, læse eller tegne. Vi havde senere et "radio"-krystalapparat. Der var 2 hovedtelefoner, den ene duede ikke, den anden sad Far altid med, han sad i kurvestolen med avisen; der var en lille "kryds og tværs" i avisen, som jeg meget gerne ville gætte, - tænk, at den "sygdom" har fulgt mig.

Ejner kom jo "ud at tjene" som 14-årig, så jeg har da prøvet at "køre til mølle" i Sorring, vi havde jo ingen kværn. Det var jo også mig, der måtte køre hesten "Gulle" omkring i hestegangen til tærskning, rundt og rundt, åh, så kedeligt. Jeg kan huske, at jeg tænkte: "Blot der dog kom et menneske gående, eller at det måtte begynde at sne.

"Posten" fra Laven fik somme tider kaffe, og lillebror og jeg hørte andægtigt efter, jo sikke komisk. Jeg husker, at han fortalte: "Nu er de bleven så nymodens i Laven, at de skal have træk-og-slip, de kunne da kyle sig en kop vand i r....", det kom meget troskyldigt som alt andet.

Damm, som vel har været 6 år, og jeg kørte en dag ned i Bjarup mose efter tørv. Den ellers så søde dreng spyttede på mig, fordi jeg ikke ville give ham tømmen. Manden i mosen (Jeg husker, at han havde en bredskygget hat på) sagde: "Jeg forstår ikke, at forældre tør sende to små børn af sted med den hest."

Den var meget "blød" i munden og meget klog og skikkelig. Der blev talt om, at den engang havde været cirkushest, men den havde et lille "hink". Den var så klog og nem, men satte sit hoved højt. (Vores senere Prins var også klog, men mere voldsom.)

Jeg skulle også dreje rensemaskinen efter tærskningen, - det var nok derfor, at jeg fik gode armkræfter.

Det huslige var jeg ikke særlig begejstret for dengang. Men jeg husker da, når Mor var gået i roerne, at jeg sagde til mig selv: "Det er grimt, men jeg gør det alligevel for Mors skyld". Når jeg så havde fået vasket og fejet gulv (vi fyrede jo med tørv og pinde), hentede jeg Mor, som ofte sagde: "Jeg kan sagtens komme hjem, når min pige har gjort køkkenet i stand".

Vi fik 10 øre for at tynde en række roer, det var Far meget påpasselig med, mon ikke det blev til 2,50 kr. Jeg gik til Sorring og købte stof til 2 forklæder, som Mor syede - husk på, at piger havde forklæder på til skole dengang. Stof kunne jo ikke sådan vaskes som i vore dage, så det var nemmere med et rent forklæde. Der blev jo heller ikke vasket "storvask" ret tit, gruekedlen stod i udhuset, det var en kold omgang om vinteren.

Når jeg har set kræsne børn i dag, kan jeg huske, at Ejner og jeg måtte dele et æg eller dele et stykke flæsk til aftensmaden. Om middagen var det vel mest flæsk (det kunne jo saltes) og kartofler, dem havde vi jo i marken. Ingen vitaminer, det var intet under, at børnene var forkølede. Jeg kan huske, hvorledes "man" snøvsede i skolen.

Fedt og sukker var meget brugt på maden. Lidt mælk fik vi vel, vi leverede ikke mælk om søndagen - der var flere "missionsfolk" på egnen. Det var store ting, at vi fik en appelsin, og det var om julen.

Alligevel kan jeg huske, hvor jeg glædede mig til jul, jeg havde jo købt en lille ting til Mor (messingflaget bl.a.).

Der var jo ikke al den halløj som nu, en enkelt gang var vi inde at se juleudstilling, og vi bagte da også småkager og pebernødder. Det var meget små gaver, f.eks. en lille lommebog, men juleglæden var der, jeg syntes næsten Englene var inde i stuen, når vi sang Ingemanns "Glade Jul" og "Julen har bragt". Vi var da også til Juletræ i Missionshuset, der var en løjtnant Hundevad, som talte og legede med børnene, en pose fik vi da også, det var vist mest pebernødder. Hundevad var da også tit taler og legeonkel ved "søndagsskolefest", det var i skoven ved Søren Lundsgaards, nede ved landevejen. Mor havde vist kaffe og boller med, der krævedes ikke så meget dengang.

Jeg kan huske, at jeg gik til Sorring efter et ½ kg. fars til frikadeller, det kostede 50 øre.

Vores naboer mod Sorring til kom af og til, det var sjove mennesker; datteren hedder Anna, bor i Børkop; de legede med os børn ved bordet, eller én af mændene læste en historie. De flyttede fra egnen, da Anna kom i lære på "anstalten" i Brejning.

Jeg må også lige fortælle, at høsten af korn foregik på den måde, at Far høstede med le, jeg krattede (somme tider) korn sammen, og Mor bandt negene, jeg var da også helt god til at binde neg. Mor var jo så vant til den slags hjemme fra "Ulrikkehøj".

Vi havde jo da ferie om sommeren, og om efteråret en uges "kartoffelferie", - dengang var det ikke forbudt med børnearbejde, men børnene var jo også deres egne og ulønnede.

Én ting skulle man jo lære: At gøre lampen i stand og staldlygten, husk på, der var ingen elektricitet. Petroleum skulle bæres hjem, vi havde en stor flaske (vel 4 liter). Far havde lavet en bærepind i en stærk snor; når man så havde den i den ene hånd, pakken fra Brugsen under armen, og tasken på ryggen, var man godt læsset til.

Mor malkede tre gange om dagen, det var så hyggeligt, når jeg gik med hende ud i stalden om aftenen, så kunne vi da lave lidt sjov. En aften kom hun til at hænge spanden på sømmet og sætte sig med lygten ved koen, - der skulle ikke meget til, for at vi kunne more os.

Jeg skulle også pudse gafler og knive med smergellærred; der var vist ikke noget med rustfrit stål.

Jeg har fortalt om "kjælden" med vand i gården. Om vinteren var der da gerne vand deri. Vi kastede en spand med reb i derned og hejsede vand op. Vi kunne ikke sådan frådse med vand; jeg husker ikke andet, end at vi fik ansigt og hænder vasket, og fødder og hår en gang imellem.

Ja, dyrene skulle da have vand, så der skulle hives nogle spandefuld vand op, enten det var fra brønd eller mergelgrav. Vi tænkte vel ikke så meget på sundheden, vi skulle jo overleve.

Jeg havde tit noget med hævede kirtler om vinteren, men vi gik jo ikke til læge ret tit, vi skulle i så fald først hente en sygeseddel, hvis vi skulle til læge.

Jeg fik menses, da jeg var 12 år og pintes meget et par dage; det forfulgte mig, til jeg havde fået mit første barn, så var "den pine" da overstået. Men ingen "kære Mor", ud af klappen efter konfirmationen for at forsørge mig selv. De fleste steder fik jeg jo da en god kost, samt 30 kr. om måneden, derpå 40, 60, 90 kr. om måneden.

Jeg kom på den tanke at lægge "tiende" i en lille kasse, - det lyder måske af selvros, - men jeg tog dem med hjem til Mor, så blev hun så glad. Har jeg fortalt, at Mors højeste ønske var at komme hjem fra sygehuset? - så jeg passede hende dag og nat hjemme, det blev kun 14 dage, men det har ja da ikke fortrudt. Men til sidst kunne man næsten ikke se, at det var Mor!

Mor og jeg havde gået rundt omkring nede ved sygehuset og talt om det, at hun skulle dø. Jeg sagde: "Tror du, at du vil kunne se mig, Mor? - Mor: "Nej, det tror jeg ikke!" - Mor var ikke spor ængstelig! Jeg har altid tænkt: "Hvem skal holde mig i hånden, når jeg skal herfra?"

16. Én ud af tretten

Jeg har lyst til at skrive lidt om vores Far - Otto - og hans barndomshjem, men det bliver jo så, hvad han har fortalt efterhånden. Hans barndom har ikke været mere blid end min, skønt han var gårdmandssøn. Da arven skulle deles ud, måtte vi af med 2.000 kr.

Fra helt lille dreng måtte han ud at hjælpe i stalden, inden han skulle løbe til skole i Skannerup til lærer Koudal. Der skulle vandes kvier i engen, køerne skulle trækkes ud, der var ingen hegn. Den Gamle har vel flyttet dem midt på dagen. Han var jo heller ikke helt rask; men avlet 13 børn det havde han jo da.

Læreren så igennem fingre med, at de tog sig en lille søvn ind imellem. Hjem igen fra skole, have lidt mad, somme tider med skind på, derefter igen vande kvier og trække køerne ind. De større brødre var jo nok i marken, og A.P. og en pige malkede vel.

Jeg siger somme tider til Otto, at han da må have en god forstand, med den smule, der er kommen ind fra skolen. Han er jo da god til at regne og skrive; men han har ikke samme lyst til det, som jeg har. Der var ikke noget med at læse lektier før om aftenen. Otto har lige fortalt mig, at han skulle skrive en stil hjemme, men han sad og sov: Så sagde han til Faderen: "Nu må du skrive stilen, for jeg kan ikke holde mig vågen!" Det gjorde den Gamle så. Karakteren blev: "Kort og godt!"

Otto var glad for at komme ud at tjene. Moderen brugte ellers at sige: "Do hå jo ingen fåh hjem!" (Altså uden løn!)

Fars mor, Mariane, stammer fra Sall ved Hammel, og mente vist, at det var lidt stort. Jeg har set den gamle gård, "Sall Vestergård", også kaldet "Gammel Hwol". Der var 1 søn, Jens, og 3 døtre, Mariane, Marie og Maren. Sidstnævnte blev gift med sognefoged Vilhelm Glargaard, altså lidt familie med lærer Glargaard, som lige er død. Maren fødte altså Søren (I husker nok de gamle møbler, de har været Marens). Fætter Søren (Wilhelm) fik også en søn med en tjenestepige på gården, men Maren (enkekonen) modsatte sig giftermål og truede med at gøre ham arveløs, hvis de giftede sig, så der blev betalt for at få pigen væk.

Marie har jeg kun set en enkelt gang; hun blev psykisk syg, kom på hospital, en datter ligeså, og en anden datter "tog billetten". Sønnen, altså Ottos fætter, blev mejerist på Skovly Mejeri.

Ottos morbror Jens fik så "gården", men til held for ham "fik de det ordnet", at han blev gift med Elmine, husholdersken. De fik "bette Søren", som blev en dygtig landmand. Han har den fædrene gård.

Mariane blev stuepige i Hammel præstegård, hvor A.P. var kusk; han er selv født i Sejs, hvor hans fader havde bosat sig efter at være blevet vist bort fra Sall, fordi han havde fornærmet sognepræsten. De blev gift og fik som før nævnt 13 børn. På spørgsmålet, hvordan hun fandt sig i alle de mange graviditeter og børnefødsler svarede hun: "De wa jo sær, ålle å blyw gywt."

Mariane fødte først Søren, derefter Kirstine, Kristian, Anker, Richard, Holger, Valdemar, Gunnar, Otto, Dagmar (døde som 3-årig), derefter Dagny, Anna og Elly. Hvad mener I om sådan en flok!?

Man må jo undskylde Mariane, at hun var, som hun var; først arbejdet med de små børn med ble osv., ingen moderne bekvemmeligheder, dernæst en flok skolebørn, der skulle sendes af sted. De kom jo ud at tjene, efterhånden som de blev konfirmeret, men om søndagen mødte de op derhjemme for at være sammen . Otto kan fortælle om alt det brød og alle de lagkager, brune og hvide, som Mariane og Kirstine stod og bagte om lørdagen.

Lige en bemærkning: Ottos oldefar var fra Sall og ligger begravet på Skannerup kirkegård; han hed Hieronimus. Dette navn blev alle Marianes og A.P.s børn drillet med i skolen: ronnimusserne! - (Faktisk hed A.P.s far også Hieronimus Rasmussen. @: UR)

Jeg ville da godt have så flot et navn!! Men Rasmussen er da også et godt navn.

17. Anden Verdenskrig.

Den 9. april 1939 var jeg hos fru Åge Smith. Jeg husker, vi stod på altanen og så de store skarer af flyvemaskiner. Senere hørte vi så, at tyskerne var gået over grænsen, nogle unge mænd var blevet dræbt. Af gode grunde kunne jeg ikke følge så meget med i begivenhederne; jeg hørte jo ikke radio. Inden længe så vi de tyske soldater marchere gennem gaderne. De sang i takt, og de kunne synge, de unge mænd - de skulle vel! Det blev en mærkelig tid med mørklægningsgardiner om aftenen, skærm over cykellygten; ja, senere blev der udgangsforbud!

Der boede et par tyske unge mænd i kælderen hos Smiths, det var sært, at det gik godt. Erich Mach og Kunz Hegner tror jeg de hed, men jeg kunne og ville jo heller ikke snakke med dem. Jeg tillod mig at vaske deres sokker og stoppe dem. Efter få døgn skulle de af sted, de skulle vel sendes til Norge. Jeg har tit tænkt på, om de mon endte på havets bund.

Otto blev indkaldt til tjeneste. Det fik jeg at vide af søsteren Anna, som besøgte mig. Hun havde plads på et hotel. Senere, da jeg havde plads på KFUM, var jeg forlovet med Otto, og vi ville gå os en tur. Vi var nysgerrige efter at se en ildebrand hos Reimar Nielsen, Østergade. Men da der blev skudt efter alle mennesker, løb vi "som en flok får" op gennem Østergade.

Otto havde plads i Gødvad dengang, da gården "Marielyst" jo var blevet solgt, og de gamle boede i Resenbro. Engang blev der et styrtende regnvejr, og Otto fik min regnfrakke over skjorten - han havde nær aldrig fået den flået af igen, sådan var den klistret på ham.

Der var stor glæde over alt den 5. maj, da krigen var slut. Vi havde haft en kuffert med det nødvendigste liggende på skabet, det var efter ordre. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skulle være kommet af sted, hvis det var kommet så vidt, altså i min tilstand!

Endskønt vi jo ikke mærkede eller deltog i nogen festlighed, så måtte vi takke og drage et lettelsens suk. NB. Jeg husker et billede fra Marys konfirmation. Jeg havde lovet at være en slags kogekone. Det var forår og 1945. Med på billedet var jeg med Ulrik, og på billedet var en mand ved navn Ove, han var "gået under jorden", hans kone hjalp lidt til. Der var mange, som havde hjulpet den ene eller den anden. Ove blev vist nok skudt, da han vendte tilbage til Århus.

Jeg husker, at der kom en skrivelse til Otto og mig, man skulle læse hver anden linie for at forstå sammenhængen. Otto skyndte sig at komme den i kakkelovnen, man skulle være forsigtig på alle måder.

Jeg blev indkaldt til at lære noget om Hjemmeværnet. Jeg cyklede til læge Grejs, som med det samme ringede: "Ikke så længe hun er under min behandling!" - Jeg hørte ikke mere til sagen.

18. Bryllup og Begravelse!

Som I ved, ville min Far giftes igen. Da der var gået et års tid efter Mors død, blev han så villig til at hjælpe posten med ombæringen, så kom han jo ind til Maren. Hun var 61, så det var jo ikke for tidlig for hende at blive gift. Måske var det heller ikke så rart for hende at bo alene i huset. Hendes far var jo død for år tilbage, og nu var det jo urolige tider.

Far og Mor havde kendt Maren og Anton i mange år. Maren passede Mor, da Ejner var født. Maren spurgte, hvad jeg syntes om det. Jeg kunne jo kun svare, at de jo da var gamle nok til selv at bestemme; hun ville jo aldrig blive min Mor - "men lad os endelig have det rart sammen". Jeg sagde også, at han var vanskelig; så kom det jo da ikke bag på hende, så det tog hun til "efterretning". Der gik 6 år, så fik Maren en meget slem hovedpine. Til sidst kom hun på Hammel sygehus, hvor hun døde en tid efter. Jeg gætter på, at det var hjerneblødning.

Vi - altså Otto og jeg, samt Ulrik skulle jo så til begravelse. Drengen var 2½ år, kom i barnevognen og blev sat bag på fjedervognen (han kunne så bøje og strække benene, som han bedst kunne). Det var jo meget koldt den vinter. Vi fik Prins og den grå spændt for. Det gik også godt så langt som til Mollerup, hvor vi fik hestene ind hos en gårdmand. De fik foder af manden, og måske er karlen kommet og har fodret dem af. I hvert fald var den grå så syg, at den ville smide sig, som heste jo vil, når de er syge. Vi havde besøg af dyrlægen der om natten. Men det endte med, at vi lånte én af gårdmandens store heste, som blev spændt for sammen med Prins.

Det gik også godt, indtil vi nåede Linå bakke (den er vist jævnet ud nu), da slog hamlen ind på den store hest. Da den rigtig kom i gang, tog Prins også fat. "Nu kører vi løbsk", sagde Otto. Fjedervognen slingrede fra den ene side af vejen til den anden. Jeg var skrækslagen. Jeg holdt godt fast i barnevognen, men jeg tænkte jo også på den lille inde i maven. Otto fik da hold på hestene ved Linå kro. Jeg ville af vognen og løb igennem Linå by skubbende barnevognen foran mig; det var isnende koldt. Uden for byen kom jeg da op igen. Otto frøs, og jeg var bange.

Vi kom hjem til et iskoldt hus. Jeg husker, hvordan Otto frøs, så tænderne klaprede. Dagen efter kom nabokonen og fortalte, at vores hest var død. Så måtte Otto på cykel over med den store hest. Undskyld, at jeg ikke har fortalt om begravelsen, men det foregik jo helt almindeligt, men mindet om køreturen var stærkere.

19. Barnevogn og Kartofler.

Vi havde købt en gammel barnevogn, prisen var 45 kr. Vognen var lav med små hjul. Den var med både i marken og i stalden. Den var det meste af tiden oversprøjtet med kogødning. Men drengen, som sad og kikkede, var ligeglad med det. Engang bed han en lille flaske i stykker, så hans mund var fuld af skår. En anden gang drak han en mundfuld eddike og rev min pæne mælkekande ned. Det var han vist også ligeglad med, eller han fandt en saks og klippede alle hullerne op i en serviet, som jeg ellers havde lagt et stort arbejde i i min ungdom.

Men nu havde vi altså "små". Man kan altid huske det sjove ved dem. Farbror Holger var på besøg og morede sig over drengen, som sagde: "A fryser såen mi træskow", og så entrede drengen ellers op i barnevognen. Samme dreng og vogn var jo med, når kartoflerne skulle i jorden. Når Fatter "startede" hesten, løb konen med en spand kartofler og smed dem ned i furen. Fatter pløjede så to omgange, og så gentog konen kartoffelsætningen.

Nogle mener, at man bare skal løbe for at slanke sig, men det er ikke alle, det hjælper på. Nogle påstår jo også, at man taber sig ved at amme sine børn i 1 - 2 år. Det er heller ikke helt sikkert.

Om efteråret ser man ikke længere mand og kone kravle rundt på en mark, mens de samler kartofler op. Det vil sige, manden hakkede dem jo først op, og så var det med at ruppe neglene. Den bedste avl var på sandjorden. Jeg husker en dag, hvor det var et grimt vejr - dengang havde vi jo fået en lille dreng mere, og han måtte ligge alene hjemme; den "store" måtte klare sig med barnevognen ind imellem. Jeg havde den frygteligste hovedpine en dag i marken, så jeg måtte løbe ind til Hilda ( på Kildegården) for at få et par tabletter.

Man måtte klare sig, som man kunne og bruge mad af egen avl, og det gik jo altid stærkt med at få fyret og lavet mad - deraf måske den runde facon.

Vi var da ved naboerne en gang om året, hvor de spillede kort. Når naboerne så var hos os til en kop kaffe, foreslog vi en sang; det ville de da gerne være med til; og således accepterede vi hinanden; de var alle flinke naboer.

Senere: Kun når to heste hele natten stod og gnavede af vores roer eller drak vand, og man skulle ud at genne dem væk - og inden længe stod de der igen - eller en griseso eller heste overtrampede min køkkenhave, sagde Otto stop! Men øl er måske en undskyldning!

20. Barndom og Ungdom.

Der var jo et stort "skæl" mellem IM og de "vantro". Nu, så mange år senere kan jeg ikke rigtig forstå, hvorfra man havde det, og hvordan man turde bruge disse ord, da jo ingen kan se inden i folk. Man har enddog set meget ivrige prædikanter ende som store stoddere. Men måske djævelen er mest interesseret i disse "sikre".

I vores hjem var der ikke noget med dans, med at spille kort og med at bruge slemme ord. Mor sad aldrig med håndarbejdet om søndagen. Så jeg blev meget forbavset, engang jeg kom til moster Cecilie; hun sad med sine gigtsvage fingre og hæklede på en søndag. Stakkels kone, hun kunne ikke gå ned ad trapperne til sidst! Hun blev kun 60 år.

Jeg kan ikke huske, at vi børn var med skolen på udflugt. Vi turde vel ikke bede om penge, vi vidste, at der ingen var.

Da jeg kom "ud at tjene", fik jeg fri en aften til at gå til "pigemøde". Andre fornøjelser kendte jeg ikke. Gå til bal kunne jeg ikke, for det stred imod min opdragelse, og jeg turde da heller ikke.

Der var altid ungdomsmøde på "Dronningestolen" på grundlovsdag. Da skulle de unge have fri. Vi købte en sodavand. Det var jo også en dejlig cykeltur, for der var jo nogle at følges med.

Jeg er døbt og konfirmeret i Linå kirke af pastor Møller. (Jeg kan ikke lide ordet: vantro præst; det har jeg spekuleret en del over siden.) Men hvem er den, der velsigner de små børn?

Men min konfirmationsforberedelse gav mig meget, så jeg vil ikke sætte nogen i bås. Jeg har bare fortrudt, at jeg ikke gik hen på Sensommervej og hilste på pastor Blenker; han flyttede til en datter året, inden han døde.

Jeg har fortalt, at jeg var i Silkeborg Kristelige Sangkor. Der var forskellige ledere, men mest husker jeg barbermesteren. Men at han en dag kom ind på KFUM for at hente mig - det kunne jeg ikke lide, og jeg fik ham hurtigt ud igen med løfte om, at jeg ville komme på Sygehuset at synge. Lige efter kom Otto, så kunne vi følges ad.

Vi var da også til Sangstævner. Det var så dejligt, og der er enkelte ting, der mindes. Vi var ankommet til Randers. Jeg husker ikke, hvor vi skulle synge, men vi piger var altid i hvide kjoler. Vi gik en lille pæn flok, da en randrusianer råbte: "Nå, er bønderne kommet til byen idag!?" - Vi kom jo da fra Silkeborg, men Randers er jo nok "hovedstaden" - eller er det Viborg?

21. Humoristisk sans

Jeg vil fortælle noget, som ellers kunne egne sig til et blad. Min mand og jeg var i kirke i Randers, hvor den kvindelige præst skulle prædike. I samme kirke er vores ældste søn organist og korleder. Der var vekselsang mellem præsten og koret. Det gik også meget fint.

Efter gudstjenesten sagde jeg til min søn: "Det undrer mig, at præsten kan stå og synge med så dyb en stemme og derefter prædike med sin almindelige stemme!" - Min søn svarede: "Det kan jeg da godt forstå; det var jo mig, der sang!" Da undredes jeg vist endnu mere.

Min humoristiske sans har jeg arvet efter min Far. Jeg mener ellers, at jeg på mange måder ligner min Mor mest. Den grå elefant, som jeg har stående, har Far købt i Brugsen i Linå og givet mig til en fødselsdag. I en høj alder sagde Far: "Vorherre har haft humoristisk sans, når han kunne finde på at skabe en elefant". Nå, men det har vel været af praktiske grunde, det med snabelen for både at kunne drikke og skylle sig på ryggen. Giraffen har vel sin lange hals for at kunne nå bladene på træerne; ikke alle og enhver kan gå hen og tage den om halsen. Men Poul har da vist haft held til det.

Jeg har jo da nogle gange tjent 25 kr. for et lille "stykke" til et blad. Jeg vil skrive nogle op her. Den med "Søren og solen" var godt nok min, men en anden var hurtigere:

Lille Søren går i haven med sin Farfar, da kirkeklokken begynder at ringe. Da siger den lille: "Så, nu putter de én i hullet!" - "Nej", siger Farfar, "de ringer solen ned." - Lidt senere standser ringningen, og lille Søren ser op og siger: "De fik den ikke ned!"

Jeg var i byen en dag. Ulrik har vel været 7 - 8 år dengang. Da jeg kom hjem fra byen, kom han glædesstrålende og fortalte, at han var begyndt på en "Kryds og tværs", og "krybdyr" på 4 bogstaver kunne kun være "hest". Jeg spurgte, hvordan han kunne forklare det. "Jo, for heste æder jo da af krybben".

Da Torben skulle i skole, cyklede vi, moderen var jo med den første dag. Jeg forklarede, at man altid skulle køre i højre side af vejen. Forklaringen var behæftet med fejlmuligheder, for på hjemturen siger Torben: "Nu er det dig, som er forkert på den, du har jo lige sagt, at vi skal køre i den anden side af vejen!"

Keld var mellem 2 og 3 år, da han fik et billede af "De tre vise mænd". Det var kusine Åse, som gav ham det inden jul. Vi tændte et lys og sang nogle julesalmer. (Billedet hang ved sengen.) En morgen sagde Keld pludselig: "Ved du, hvad de to konger hedder? Nu vidste jeg jo, at den tredie hed Hansen, altså efter avisen, så jeg måtte sige: "Nej." - Keld sagde: "Ham der hedder Atoplede, og ham der hedder Attilbede". Jeg har nok set lidt forkert ud, for Keld tilføjede: Det ved du da, at vi synger, når vi synger: 'Dejlig er den himmel blå!" - så forstod jeg bedre.

22. Børnenes skolegang.

Da Ulrik skulle begynde i 1. klasse, formanede jeg: "Kom nu ikke i slagsmål!" - da han havde "børneastma". Det benyttede andre børn sig af. Så sagde hans Far: "Nej, lad ham bare slå igen, han er stor og stærk!" - Det viste sig også at være den rigtige måde. Når Ulrik havde sine børnesygdomme, stod der en stabel bøger ved sengen, særlig sangbøger. Så jeg kom ellers "i skole" - 'Hvem der havde skrevet de forskellige salmer og sange. Han har selv fortalt, at han spurgte en ung vikar: "Hvem har skrevet 'Hist hvor vejen slår en bugt'?" - Hvad der blev svaret, det ved jeg ikke. "Ja, det har H.C. Andersen!" - Nå, ja.

Engang han havde salmevers for, måtte lærer Mogensen sige stop, for Ulrik havde lært dem alle.

Torben kom en dag hjem fra skole - blå på armene og i ansigtet. Jeg blev helt forskrækket og spurgte, hvad der var sket, hvortil Torben svarede: "Det er ingenting. Så skulle du have set den anden; han ser meget værre ud!" - Det var én af Refsgaards drenge. Pigerne havde holdt brillerne, mens kampen stod på.

Det varede nogle år, inden skolelægen opdagede Torbens nærsynethed. Han troede, at alle andre børn så ligesom han, ellers havde han nok sat sig tættere til den sorte tavle. jeg måtte lære ham at dividere - på min måde. Lærerinden sagde, at det var da også lige meget, bare han forstod det.

Da vi kom ud fra optikeren, efter at Torben havde fået briller, sagde han: "Sikke lyst alting er!"

Om Keld synes jeg ikke at huske så meget, blot en lille vits. Lærerens søn havde været på toilet, kom ind i skolestuen og råbte: "Den, man rykker op i, når man rykker ned, er gået løst fast." - Det kunne nok være lidt indviklet.

Børnene løb meget over til Elly og Germand. De havde selv ingen børn i mange år. (Derfor lød det lidt mærkeligt i mine ører, da han i sølvbryllupstalen til os sagde, at jeg havde hjulpen dem til at få børn. - Men jeg forstod da godt meningen.) Når det var tordenvejr, ville Elly have dem med ned under dynen, men det ville de nu ikke. Germand kunne fortælle og snakke. De kom hjem og fortalte en "uartig": To mænd stod og pralede. Den ene sagde: Jeg har været i Rom og Pisa." - Den anden sagde: "De æ da æ noed. A hå wot i Hobrow å Skiiw."

Otto har altid sagt: "Ét af mine børn skal lære at spille på orglet". - Det var jo begrænset, hvor meget jeg selv kunne, så jeg slæbte jo nr. 1 til Ida Krems, som gjorde sit bedste, blot kunne jeg ikke forstå, at man ikke skulle tælle en takt, men det skulle man altså ikke.

Ulrik blev en overgang træt af det, men da drengen jo havde evner og nogen interesse for musik, ville jeg, at han skulle. Jeg har fået skyld for at bruge en karklud som middel (Kan vi ikke godt sige et viskestykke!).

Ida lokkede både med bolcher og kage, så hun har da gjort sit bedste til en billig penge. - Der blev omsider holdt en pause med den spillen. Engang vi havde hørt Silkeborg Sangkor med organist Christensen som leder, sagde jeg senere til Ulrik: "Hvad om du lærte hos ham?" - Dagen efter havde Ulrik været hos organisten, og inden længe kunne han tage den første prøve i orgelspil. - At det så sådan skulle udvikle sig, det er da dejligt for både os og vist også for ham selv. - Et lille orgel er også godt at gemme småkager under!

Villy Andersen morede sig over hans replik. Villy havde spurgt ham, om vi var færdige med at pløje. Hertil svarede drengen: "Ja, vi er færdige; det blev vi, da det blev frostvejr!"

En beskærmende engel har vist fulgt drengen, som er faldet af mælkevognen, faldet ned over en harve, løbet ind i tærskemaskinen, stået med en håndfuld flaskeskår, fået en istap i hovedet, kommet i klemme mellem muren og hesten (- alt mens han øvede sig på "Herre Gud, dit dyre navn og ære.") - Siden væltet med bilen på vej hjem fra Hanne, så vi måtte til Gjern midt om natten. Grejs sagde: "Nu kan du godt gå på arbejde i morgen!"

I Grauballe havde man set en bil med blod på ruden, så jeg blev rigtig spurgt ud. Jeg kunne jo kun sige, at Ulrik var på arbejde. Da "forhøret" inde hos købmanden blev ved, sagde jeg: "Er det meningen, at du skal referere til avisen?" - Da blev den unge mand gennet ud i baglokalet.

23. Mennesker og dyr.

Jeg læser i aviser og ser i TV, at landmændene skal "tvinges" til at sælge de gode malkekøer. Det burde jo ikke gøre særligt indtryk på mig, da jeg selv er fhv. landmandskone. Men jeg husker, hvordan "Prins" så efter mig, da jeg så ud af vinduet, hvordan han stod der med store bebrejdende øjne; farvel og tak!

Jeg husker, da Ulrik skulle vise sine to kusiner, hvordan man rider på en hest. Han red i fuld fart at sted over til Germands og tilbage igen, ville ride forbi indkørslen, men Prins svingede i sidste øjeblik ind i gården, og Ulrik fløj gennem hækken ind i haven. Prins var en selvstændig herre, men alligevel så klog, at den kunne få Musse-Lotte med om bag mejeriet, da de løb fra Otto, mens han var inde ved købmanden. Traktoren kunne jeg, trods ringe kendskab, da bedre styre, men det var da også kun, når vi skulle køre møg ud eller høste, men jeg var grædefærdig, når vi skulle høste på bakkerne. Ellers skulle jeg jo sidde på selvbinderen. Det gjorde jeg, da maskinen var på vej ned ad Germands skrænt. Det var Ottos snarrådighed med at træde på sidebremsen, der reddede mig. Han var ellers ved at fjerne en stor sten, da traktor med påhæng rullede frem.

Jeg tænker også på alle de "100 kr.-sedler" som jeg har taget ud af en griseso. Min arm kunne somme tider være for kort; soen ville gerne hjælpes, og mine hænder og arme var de mindste. Så der har vi jo sparet mange dyrlægeregninger, men jeg turde ikke være alene hos den. Jeg kunne nemt få en arm brækket ved al den rusken.

Men da jeg havde ligget på sygehus i Kjellerup, kunne jeg ikke være med til den slags længere. Jeg fik jo også invalidepension med det samme. Jeg skrev til "dem", at jeg ikke kunne udføre landbrugsarbejde.

Når jeg nu tænker på den omgang med det brækkede sted i min ryg og den slemme hjernerystelse, vil jeg mindes, at Ulrik besøgte mig, mens han var soldat. Han var misundelig over, at jeg kunne ligge der (på et bræt) i 6 uger og blive passet. Han kunne jo ikke se, hvor mange indsprøjtninger jeg fik, og hvordan det knasede i mit hoved, og hvordan jeg brækkede mig. Min læge blev vist også lidt forbavset, da jeg efter brystoperationen fortalte, at det var da ikke nær så slemt som "det med ryggen".

Da jeg kom hjem fra Kjellerup, følte jeg mig som en vingeskudt fugl. Jeg er jo da glad for, at det begge gange var venstre side, det gik ud over, når det nu skulle ske.

24. Bondekonen fortæller.

Det var et meget festligt bryllup i KFUMs store sal. Én af seminaristerne, Overgaard, spillede på klaveret, da vi gik til bordet! Der var fem sange, som forskellige havde skrevet! Det allerfineste var brudebuketten. Tænk, Otto havde ofret 50 kr. De havde jo spurgt om brudens alder, jeg var jo 31 år. (Han kunne nu godt have trukket 10 år fra!), men se nu blot på vort brudebillede, 31 lyserøde nelliker. Det var ikke nemt for mig at skaffe et slør, men da jeg syntes, at jeg havde fortjent et slør, fik jeg endelig skaffet et hos Åge Smith (Jeg havde jo tjent hos dem). Sløret kostede 18 kr. og var halvlangt. Døren var pyntet ude ved ejendommen. Det var nabokonerne, som havde pyntet med grønt og med blomster; senere havde vi dem til kaffe.

Men koldt var det at komme "hjem". Sengene var iskolde, og den trætte ægtemand faldt øjeblikkelig i søvn, men lidt varme kunne han da give fra sig. Dagen efter ledte jeg efter noget at brænde i komfur og kakkelovn. Jeg fandt én tørv, og den var våd. Jeg har måske haft lidt pinde, jeg har nok tørret den ene tørv i ovnen. Jeg kan da huske, at jeg måtte varme mine fødder på kedlen.

Så kom der bud en dag. Jeg skullle være kogekone til vinterlejr for unge mænd. Der kunne jeg jo da få lidt varme. Otto var på arbejde, hvor der var noget. Vi kunne godt bruge de 10 kr., som han fik om dagen. Jeg husker, at Otto kørte til Resenbro efter en sæk tørv. Men den gamle kakkelovn slugte dem på én dag. Det var en søndag, og vi sad lige op ad den.

Det blev jo da sommer omsider. Men vi måtte have lavet en lille stue, inden vi kunne tillade os at få børn. Vi købte så en firkantet kakkelovn hos P. Strunge. Den kostede 20 kr. Men sikke en tur. Han og kusine Else boede et sted mellem Linå og Laven. Vi fik den gamle røde hest for fjedervognen, og jeg lånte Georgs kørekappe, kan jeg huske. Men da vi skulle tilbage, var det blevet den mest forfærdelige snestorm. Vi kunne intet se for os, men hesten kunne måske finde vej; for vi kom jo da hjem.

Om sommeren inden denne tildragelse havde jeg da spændt den den gamle røde hest for og gik og pløjede. Pastor Thun kom cyklende. Han kendte mig da, men spurgte, om det var gårdejeren - Otto var på arbejde. Præsten ville gerne ind at høre den svenske radio. Det var under krigen, men jeg mindes nu ikke, at vi havde radio dengang. Præsten sagde også til os, at vi var nogle dristige mennesker, nå vi turde begynde på den gård! Nå, vi levede jo da; men det gjorde præsten ikke, han blev skilt osv., men lad ham nu være. Jeg ønskede at komme til et bedre sted eller til bedre jorder.

25. "En vej eller anden, Vorherre ved råd!"

Det blev jo bedre tider for de nye ejere af "Krumhwælen" (krumhvirvlen). Det blev jo meget brugt at sælge sommerhusgrunde, som I jo nok ved. Så disse huse på bakkerne er solgt fra, men alligevel er jeg meget glad for at være kommet til en bedre jord. Der kunne vi da se resultatet af vort arbejde.

Jeg husker endnu, da jeg skulle cykle fra Grauballe til den nye ejendom for at tage mål til gardiner. Jeg tænkte, mon det nu også er sandt, at vi skal derned at bo. Beboerne havde fyret med brunkul, så der var noget at gøre rent på, en sort gang gennem hele huset. Der fulgte 1/3 mælketur med, så vi skulle jo i gang lidt før dag; mælketuren gik helt ud til Fr. Mogensen, og det var første tur, dvs. dagens første mælkeleverance på mejeriet.

26. Den gamle røde hest.

Undskyld, at jeg springer lidt tilbage. Men jeg mindes en dag, vi så dens hoved og lidt af ryggen i Georgs mosedynd. Hesten havde revet sig løs, og så var det fristende med alt det grønne. Vi måtte skynde os hen at ringe til Falck, som fik en gjord om den og med kran fik den hejst op. Da havde den en anden kulør, men den tog da ingen skade.

Jeg mindes også, at vi havde fået hende spændt for fjedervognen, vi skulle til Silkeborg for at sælge kartofler til en familie på Frydensgade. Det var noget gammelt, råddent seletøj, så da vi kørte ned ad Århusbakken, sprang først det ene og så det andet; den "røde" begyndte at entre op ad bakken. Jeg kan huske, vi sagde ikke spor, men sprang hver til sin side. En lastbil kom kørende bagefter, men den havde da heldigvis bremserne i orden. Manden spurgte, hvad der var i vejen. Otto svarede: "Ja, de æ jo de, a æ ve å si ætte!"

Det har været et mærkeligt syn at se en vogn, der var skæv, og hesten der gik ved den ene side. Jeg husker ikke, hvordan det blev ordnet, men hjem kom vi da, efter at vi havde været på KFUM, hvor vi fik kaffe.

Jeg husker kun, at der var en græden, da Rasmus havde søgt stillingen som kordegn. (Jeg ved ikke, om han kunne synge). Men købmand Sørensen fik stillingen. Ja, det var søstrene, der græd på broderens vegne. Han var vel heller ikke blevet rask, men døde inden så længe.

Jeg kan godt huske Ulriks lærer, Erik Sørensen, en lille mand, der var søn af købmand Sørensen. De boede i Kongsvang i Århus, da jeg var der. Da var børnene små.

27. Fra skoletiden på "Kornmod".

Da Ulrik ville have realeksamen, måtte jeg ind til Nørby og snakke om det. (Han kunne for resten huske, at han og fruen var til vores bryllup, vi var nemlig i sangkor sammen. Jeg kunne ikke lige huske det. Det var vist Astrid, der havde indbudt koret til kaffe for, at det skulle synge.) - Lærer Mogensen sagde til Ulrik: "Vi får nok lov at beholde dig, de vil nok ikke have dig." - Men om middagen gik Ulrik hen på centralen for at ringe og spørge - jo, et kort var på vej.

Ulrik har fortalt, at knægtene havde fanget en skovmus, lagt den i en æske til den flinke frk. Sørensen. Hun åbnede æsken og hylede og skreg: "Det må I altså undskylde, men jeg blev så forskrækket!" - Mon ikke drengene blev lidt flove og slukørede? (Jeg er bange for, at Mor troede, at jeg var uskyldig! @: UR)

28. Vore tre drenge.

Otto ønskede sig hver gang, at vi måtte få en pige, men hver gang syntes han nu, at en dreng var så sød. Sidste gang vi "prøvede" blev det jo også en dreng. Én i familien sagde, at det var jo nok en fejltagelse, men det var det bestemt ikke. Kun det der med en pige var meningen, men det råder vi jo ikke selv for. Læge Grejs sagde, at det var den eneste fejl, han havde. Men piger kan andre jo få nok af. Han fik vist selv en 3 - 4 stykker. En anden i familien sagde: "Han ser da godt nok ud i betragtning af, at han er barn af gamle folk".

(Vedkommende talte måske af egen erfaring, så gæt kun på, hvem det var. Vedkommende er rejst hinsides.)

Det er mærkeligt, at tre brødre kan være så forskellige - ikke bare af udseende, men i væremåde og interesser. Som jeg allerede har skrevet om, fik Ulrik meget tidligt ørerne åbnet for sang og musik. Jeg husker, da Otto havde købt en gammel radio, hvordan den 2-årige begyndte at rokke frem og tilbage i stolen og dirigere musikken.

Jeg vil gerne fremhæve Torbens sangstemme, den minder mig om min broder Damm. Ingen af de to har jo fået har jo fået nogen undervisning, men jeg har da tænkt på min kære bror, når jeg har hørt Th. Ryttergaard. Jeg kan huske, vi skulle synge, engang vi var sammen; da græd tante Lis, hans enke; jeg kan da godt forstå hende, men vi måtte da lade være. Det skete en tid efter Damms ubegribelige død, bughindebetændelse. Nu har vi da heldigvis penicillin, ellers havde jeg nok heller ikke været her mere.

Keld og Torben er dygtige mekanikere og har været Otto til stor hjælp mange gange. Ja, der var næsten ikke den ting vedrørende køretøjer, radioer og ure, Torben ikke kan få til at fungere. Blot fik han ikke så megen skolegang, som I andre to. Han ville gerne tjene lidt penge. Jeg kan bare ikke forstå, at bonden, Aksel, kunne møde op i skolen for at få ham med.

Som vi jo ved, blev Keld efterhånden maskintekniker, men han blev træt af at gå og "tage tid" på arbejderne, endskønt der var et godt forhold mellem ham og "dem på gulvet". - Han ville se sig om. Det er jo det spanske og franske sprog, der interesserer ham, så han kan klare sig. Han kan vel også noget skoleengelsk.

I har gjort meget for mig. Købt materiale til maling, lister til rammer. Torben kommer med papir, så jeg kan ikke undskylde mig med nogen mangler i den retning.

Drengene havde den store fælles interesse, fiskeriet; der var jo heller ikke så langt til åen. Når jeg tænker på alle de ål, der er blevet flået, kan tænderne løbe i vand. Keld har jo nok været den ivrigste, tog præmie ved at fange den største gedde ved fiskekonkurrencen; en stor flot fiskestang stod hjemme i køkkenet sammen med vandrepokalen. Et referat i avisen fortalte, at han havde fanget gedden på en hjemmelavet blink af en teske. Siden har han fanget mange små rødspætter, men det bedste er nok alle de flotte sandarter, som han fangede i Ry; og derefter lærte han mig at stege dem i ovn i cellofan.

Med hensyn til pigen, som vi ikke fik (vi fik jo andre efterhånden), så driller jeg Otto lidt med, hvordan han ville tage det, hvis de unge mænd kom og ville tage hende; vi skal jo give slip på vore børn på et tidspunkt. Det var jo heller ikke sikkert, at hun havde været så "anstændig" som moderen - nå, det ord kender I ikke !?

Jeg mindes engang, jeg havde haft ferie og skulle rejse tilbage til Thisted. Det var en lukket kupé; jeg ved ikke, om de bruges mere. Der var sæder ved begge sider, ingen udgang under kørselen. Jeg sad i sådan en kupé sammen med en midaldrende mand - jeg var omkring 20 år. Denne mand - jeg kunne tænke mig, at han var repræsentant - rykkede helt hen og klemte mine ben. Om han har misforstået mine øjne, ved jeg ikke, men han spurgte, om jeg havde set den plantage, så ville han gerne vise mig den. Jeg svarede kun tre ord: "Jeg er KFUK'er!"

Det var næsten, som om han brændte sig, han flyttede sig omgående.

29. Søndag d. 1. juni 1984.

Vi havde været i kirke i Voel; da vi kom hjem, åbnede Otto for radioen, og vi hørte det halve af gudstjenesten fra Sct. Clemens kirke i Randers. Vi havde ikke set efter i avisen, hvor det stod. Det smukkeste var i mine ører sangen og musikken under altergangen. Vi ville gerne have hørt postludiet, men så sluttede transmissionen.

30. 16 år i Strengekor.

Ja, endskønt det somme tider var strengt og lød strengt, så havde vi jo nogle dejlige ture sammen, også til stævner og kurser. Jeg skal ikke komme nærmere ind derpå. (Det har jeg fortalt om 100 gange.)

Det bedste kursus jeg var med til, var på Nr. Nissum seminarium med Th. Evald, Fru Witte og Jørgen Berg, og på den Gamle Højskole med Ulrik, Jens og Torben Nielsen.

Da jeg nu har pralet med min anstændighed, vil jeg skrive om en "uartighed". Vi skulle til Tarm med koret, det var frostvejr lige før jul, og den gamle rutebil skrumlede af sted - for at synge julesange, så falsk, som der står: "a glemme et ålle i mi daw" - helt til Tarm.

Og for at gøre historien færdig: En ung mand derude fra tog det høje C baglæns lige midt i "Fadervor", stakkels knægt, han løj sig ikke derfra, han var gloende rød i hovedet, undskyld!

Det var i Tarm!

31. Malekursus.

Som jeg sikkert har fortalt mange gange, sagde min gamle degn til mig: "Du skulle se at komme til tegning." (Hvordan skal en lille pige på 14 bære sig ad: "Ud af reden, klar dig selv!") Og at så min malelærer senere sagde: "Du kunne være blevet tegner!" Da nærmede jeg mig de 70 år. Dog sagde han, så rar som han er: "Det er da også meget bedre for dig på den her måde, det er ikke så sjovt at komme i en kunstforretning for at stå og sælge."

Han har spurgt mig, hvornår jeg vil have udstilling - det bliver måske mine drenge, der får den fornøjelse. En skønne dag bliver det gammeldags vel moderne igen.

32. Vort liv.

33. Udflugt til Skagen den 8. juli 1984.

Vi - eller måske mest jeg - havde talt om en tur til Skagen. Jeg har jo hørt så meget om malerne Michael Ancher og hans kone Anna, samt Krøyer og set malerierne. Jeg troede, at det var stedet med de gode motiver, men noget så øde, skal man vist lede længe efter her i landet. Jeg forstår godt, at unge mennesker fra Skagen bosætter sig andre steder.

Turen begyndte i Silkeborg; det var "Sørens Busser", vi var med. Sørens voksne søn hentede os, samt et par damer og kørte os hjem til Silkeborg igen om aftenen i privatbilen. Da vi så kom til Kjellerup, og Sørens bil blev læsset til, mest med ældre mennesker, koner i "min facon", da kom der ellers liv i bussen. Det kunne ikke have været værre i en hønsegård, og en københavner ville ikke kunne forstå sproget. Der var en "rejseleder" med, han råbte så højt ud i mikrofonen; jeg kunne ikke holde til det i mine trommehinder. Jeg spurgte ham, om han kunne dæmpe lidt ned, men så er der jo altid nogen, der mener modsat: "De æ da rår å ku hør nøj!" - "Jow, han sku nok prøw!. Han prøvede da også et stykke tid. Vi - eller rettere han - foreslog "Se, nu stiger solen", og der blev sunget flere fædrelandssange. Manden sang ikke falsk, men uha! Han "digtede" også nogle vers, som han sang hen og hjem (solo).

Vi kom til Brovst, hvor han råbte op om alting, som vi godt vidste i forvejen. (Jeg pralede til de nærmest siddende om min søn som forhenværende organist i Brovst, samt svigerdatter, der var forstanderinde på sygehuset.) Vi kørte forbi, hvor vi var kendt og kom så til kroen, hvor vi fik kaffe med rundstykker. Det betalte vi hver 18 kr. for. Frokost og middag var med "i turen": 185 kr.

Fra Blokhus til Løkken kørte vi på stranden. Det var Søren selv der styrede. Han har jo ellers flere chauffører og rutebiler turistbusser. Men når Søren i al sin vælde og bredde sætter sig til rattet, føler man sig tryg. Han er rolig og stilfærdig med en pæn stemme, som jeg nyder, når han byder velkommen. Men sikke en mængde mennesker, man sagde, at det var hærvejsmarch, men det var nu strandmarch. To mindre drenge kom løbende, kom så op at køre et lille stykke vej eller "strand" og blev sat af ved endemålet.

Men sikke dog et frokostbord: sild, rødspætter, frikadeller, samt alt det andet. Godt, at vi ikke skal til sådant et bord ret tit.

Vi så nogle valmuemarker; ellers var der ikke så stor forskel på den egn og vores egn; dog ingen egn så køn som Silkeborgegnen.

På Grenen var vi med "Sandormen", når vi nu skulle se, hvor vandene mødes, og vi så museet for kunst; det var min bedste oplevelse.

På tilbagevejen var det jo i øst vi kørte; vi så en lastbil med anhænger, der var rullet i grøften og lå med hjulene i vejret, samt en forkrøllet personbil og en Falck-bil.

Da vi kom til kroen, hvor vi troede, at vi troede, at vi skulle spise til middag, viste det sig, at Søren havde bestilt middag på Læsø.

Da han kom i forbindelse med sin kone, Grethe, fik han at vide, at de stod med middag på Læsø. Søren ringede til Store Binderup kro, som i løbet af 3 kvarter kunne servere bøf med alt tilbehør, fint dækket med "sølvtallerkner" og servietter; det var da en god reklame. Det var godt, at Otto kunne tage af min portion; der blev serveret 2 store bøffer. Der røg jo så noget af Sørens fortjeneste, men ham kunne man ikke mærke noget på. Jeg tog et billede af kroen. Jeg vidste ikke, at Søren netop kom ud af døren, han fylder hele døråbningen; bare det nu duer; det var ved at være aften.

Nu har vi så set Skagen første og sidste gang; jeg fik kun 2 billeder i kassen. I kan nok se, at jeg kommer ikke meget ud i den store verden, når jeg kan skrive så meget om så lidt. Ude godt, hjemme bedst!

34. Mine tre drenge.

Når jeg ser og hører, hvor mange unge, der turer rundt og skal have stimulanser, både på den ene og den anden måde, så siger jeg Gud tak for, at det ikke blev vores lod - stakkels forældre. I går var der brev fra Keld, som holder ferie i et dejligt hus på en skråning lige ned til Middelhavets kyst; jeg regner med, at det er hos venner, Georgs familie.

Han skriver, at han bor GRATIS en hel måned. Der var lidt knas med den "gamle brune" på vej derned, men han er jo selv mekaniker.

Også i går kom Torben og Pia, "mens Elly tog et lille hvil". De to eller tre kommer af og til hjem, og Torben er altid villig til at hjælpe med det, som jeg ikke kan magte. Samme aften hørte jeg Ulriks navn nævne i forbindelse med "hele kirken synger". Det er af og til, vi hører nogen sige: "Vi har hørt gudstjeneste, hvor jeres søn er organist."

Der var et slemt tordenvejr nu til morgen. Godt, at vi to gamle kan blive indendørs. Jeg savner ikke bondekoneværdigheden!