Vi boede i et lille rækkehus på Løvetandsvej. Når jeg var for fordringsfuld eller
afholdt "sangøvelser", blev jeg sat ind i spisestuen - så kunne de ikke høre mig.
Kunsten har altid haft trange kår, indtil man bliver berømt eller bare kendt.
Da min far og mor begge havde fuldtidsarbejde, skulle der findes et sted for mig
at være i dagtimerne. Så mine forældre satte en annonce i Amtsavisen. Og der var
hundredvis af mennesker, som gerne ville være sammen med mig. Det ringede uafbrudt,
fra avisen var udkommet til hen på aftenen. Til sidst ringede mor til mormor for
at få lidt tid til at tænke over de mange henvendelser.
Min mors beslutning blev truffet socialt bevidst: Hun valgte en dame, som ikke havde
egen telefon, som ikke anede, hvad hun skulle have i løn, og som boede et sted, hvor
der var mange børnecykler uden for huset. Så måtte det være et sted, hvor børn
kunne lide at være. Så min dagplejemor blev Bitten på Fuglebakken. Der var jeg, indtil
vi flyttede til Brovst juli 1973.
|